Nyansatte i staten kan flyttes rundt uden videre

Staten har, uden at orientere de faglige organisationer, udsendt et cirkulære om tvangsflytning uden kompensation.

Udlændingestyrelse skal flytte fra København til Næstved. Nu skal alle nyansatte skrive under på, at deres arbejdsplads kan flyttes til alle egne i landet. (Foto: Claus bech © Scanpix)

Flyt med din arbejdsplads til en anden del af landet, eller sig farvel til opsigelsesvarsel, fratrædelsesgodtgørelse og dele af dine dagpenge.

Med kort varsel og uden at informere de faglige organisationer har statens personalekontor givet sig selv muligheden for at tvangsflytte alle nye medarbejdere, uden at de har krav på kompensation, skriver Politiken.

Det fremgår af et nyt cirkulære, som trådte i kraft i fredags, og som nu udløser skarpe protester fra flere fagforbund, der anklager den statslige arbejdsgiver for at liste ændringen igennem i skyggen af trepartsforhandlingerne.

- Jeg er simpelthen så vred over det her. De nye, som underskriver de her kontrakter, giver arbejdsgiveren carte blanche til, at de kan beordre dem rundt i landet, som det nu passer dem, uden at skulle betale kompensation eller hjælp til flytningen. Hvis du siger nej, har du selv sagt din stilling op, siger Rita Bundgaard, formand for HK Stat.

Hun fraråder medlemmerne at underskrive de nye kontrakter, som ellers er obligatoriske for nyansatte.

Moderniseringsstyrelsen afviser kritikken om at liste ændringen igennem.

- Moderniseringsstyrelsen har i forbindelse med udsendelsen af cirkulæret orienteret de faglige organisationer herom, skriver styrelsen i et mailsvar til avisen.

/DR Nyheder/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube