Ordfører afviser salg af Dong: Vi må ikke lave en TDC-brøler igen

Dong skal blive på danske hænder, selv om det er vokset ud af Danmark, mener ordfører.

Den politiske aftale om Dong skal forlænges igen i 2020, mener finansordfører hos Socialdemokratiet, Benny Engelbrecht. (Foto: Òlafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Den danske stat har tjent fedt på Dong Energy, siden dele af den danske energikoncern blev solgt til tre investorer i 2014.

På tre år er Dongs værdi tredoblet, og i alt har staten tjent knap 43 milliarder kroner på energivirksomheden, viser en beregningen foretaget af DR Nyheder.

I dag er Dong markedsleder inden for havvindmølleparker og altså ikke længere central i den danske el-forsyning.

Derfor mener flere eksperter og branchefolk, som DR Nyheder har talt med, at det ville være en god idé for staten at sælge flere aktier eller afhænde Dong helt.

Men der er gode grunde til at holde fast i ejerskabet på 50,1 procent, en aktiepost, der er knap 60 milliarder værd.

Det mener Benny Engelbrecht, finansordfører hos Socialdemokratiet.

- Vi har en klar politisk aftale om, at staten skal eje hovedparten af Dong. Sådan skal det også være i fremtiden, og vi har ikke tænkt os at ændre på den aftale, siger Benny Engelbrecht.

TDC må ikke gentage sig

Han henviser til forløbet omkring TDC, som i 1997 og 1998 blev solgt til det amerikanske teleselskab Ameritech.

- Jeg synes, vi kan lære rigtigt meget af det forløb, der var omkring TDC. Det var på alle måder en forkert disposition, at staten afgav sit fulde ejerskab over infrastrukturen dengang. Derfor mener jeg, at det skal være, som det er i dag, at staten ejer hovedparten af Dong, siger Benny Engelbrecht.

Han henviser til, at man lagde vigtig infrastruktur i hænderne på en amerikansk kapitalfond, som siden har været markedsleder i Danmark og sat sig på tele-infrastrukturen.

Men Joachim B. Olsen, finansordfører hos Liberal Alliance, mener ikke, at argumentet om TDC holder:

Dong Energy

Dong Energy er Danmarks største energiselskab.

Det blev dannet i 2006 som resultatet af en sammenlægning af seks danske energiselskaber: Dong, Elsam, Energi E2, Nesa, Københavns Energi og Frederiksberg Forsyning.

Fusionen blev endelig godkendt af EU-kommissionen i marts 2006.

Dong Energy er i dag en af Nordeuropas førende energikoncerner med hovedsæde i Danmark. Forretningen er baseret på at fremskaffe, producere, distribuere, handle og sælge energi og tilknyttede produkter i Nordeuropa.

Dong Energy beskæftiger omkring 6.500 medarbejdere og omsatte i 2012 for 67,2 mia. kr.

- Der er tale om en virksomhed, som agerer på fuldstændigt kommercielle vilkår. Jeg kan ikke se, der er nogen gode argumenter for, at staten bør være ejer af en sådan virksomhed. Staten skal selvfølgelig trække sig ud, når det er fordelagtigt for staten at gøre det, siger Joachim B. Olsen.

Han nævner Tv2 og Dong som to 'lavthængende frugter', der bør sælges fra hurtigst muligt.

Interessekonflikten

Joachim B. Olsen mener også, at der er opstået en interessekonflikt, fordi staten på den ene side har interesse i, at det går godt for Dong, og på den anden side står for at udvikle Danmarks energipolitik, som i høj grad er baseret på vind.

- Det er også værd at overveje, om man bør være aktionær i en vindmøllevirksomhed, når staten har en energipolitik, der i høj grad baserer sig på vindenergi. Der kan ikke herske tvivl om, at der ligger en interessekonflikt.

Men netop fordi den danske stat er optaget af vind, bør den danske stat være repræsenteret i verdens største havvindmøllepark-udvikler, mener Benny Engelbrecht:

- Dong har også ganske store og betydende aktiviteter i Danmark. Vi må ikke glemme, at når vi snakker offhshore-vind, er Danmark verdensførende. Vi har en interesse i, at Danmark bliver ved med at være førende. Derfor er det meget vigtigt, at vi har et Dong, som er en førende og ledende aktør.

- Det er kun sundt og fornuftigt, at den danske stat er med til at styre den udvikling. Det betyder kolossalt mange arbejdspladser i Danmark, og så må man jo også sige, at heldigvis er Dong gået hen og blevet en rigtig god forretning også for staten, siger Benny Engelbrecht.

SALGET AF DONG ENERGY

  • I november 2013 blev køberne af godt 25 procent af Dong Energy offentliggjort. Salget var en del af en aktieemission, der skulle give Dong Energy flere økonomiske muskler.
  • De tre købere var ATP (fem procent), PFA (to procent) og det Goldman Sachs-ejede New Energy Investment (19 procent).
  • Samlet set blev Dongs kapital øget med 11 milliarder kroner. Samtidig blev statens ejerandel i Dong reduceret fra 81 til 60 procent.
  • På tidspunktet for investeringen var Dongs værdi anslået til 31,5 milliarder kroner.
  • I dag har Dong en markedsværdi på mellem 115 og 120 milliarder kroner.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube