OVERBLIK De største smuglerfangster i 2015

Særligt tre beslaglæggelser i Jylland har fyldt Skats lager med millioner af cigaretter.

Narkohunden Lana spillede en stor rolle, da Skat beslaglagde 10 millioner cigaretter fra et containerskib i Aarhus. (Foto: Skat © Skat)

Der er store fund, og så er der kæmpefund.

Sidstnævne har Skat fundet hele tre af i 2015; to i Aarhus og et enkelt i Herning. Smuglerne havde ellers gjort deres til at skjule de 23 millioner smuglersmøger, men snuden på Skats tobakhund var for god.

Nedenfor kan du læse, om de tre kæmpefangster:

Fem millioner skjult i varmtvandsbeholdere

Lillejuleaften 2014 anløb et containerskib med illegale cigaretter i Aarhus Havn. Mistanken var vakt flere dage tidligere, og Skat havde overvåget en af containerne, så derfor havde tolderne i Aarhus rustet sig til overarbejde.

I januar 2015 slog de til og gjorde sig et kæmpe fund. 5,3 millioner cigaretter gemte sig i 14 falske varmtvandsbeholdere.

Ifølge Kristian Johnsen, som var funktionsleder i Skat på daværende tidspunkt, var cigaretterne dækket af peber, så eventuelle tobakshunde ikke kunne snuse sig frem til smuglergodset. Men en vinkelsliber fandt vej til cigaretterne.

Havde tolderne ikke været opmærksomme, kunne smuglergodset have snydt statskassen for afgifter, moms og told på op mod ni millioner kroner.

Otte millioner smuglersmøger i Herning

Et kæmpe parti cigaretter, som var på vej fra Tyskland til Skotland via Danmark, blev sidste år beslaglagt fra et lager i Herning.

De var pakket i 48 hvide kasser, der var markeret og angivet som "glasvarer". Og ligesom fundet i Aarhus Havn betegner Skat det som en "usædvanlig stor beslaglæggelse".

Afgiften på cigaretterne ville have udgjort 14 millioner kroner, hvis de skulle sælges i Danmark. Det var et tip fra udenlandske myndigheder, der ledte Skat på sporet.

Narkohund finder 10 millioner smuglersmøger

Et halv år efter, i juli, ankom endnu et containerskib til Aarhus Havn. Denne gang fra Asien.

Ifølge toldpapirer skulle det 40 fod store skib indeholde t-shirts, men tolderne havde en mistanke om, at noget var i gære, og derfor blev den seksårige narkohund Lana sat til at undersøge containeren.

Hunden reagerede med det samme, og derfor blev containeren åbnet. I stedet for t-shirts fandt Skat præcis 9.999.000 cigaretter.

Skulle der være betalt afgift af de mange cigaretter, ville det ifølge Skat blive omkring 18 millioner kroner.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube