Parken nedskriver værdien af fitness.dk med 120 millioner

Parken kommer dog alligevel ud af 2016 med et overskud på et trecifret millionbeløb.

Parken Sport & Entertainment kom ud af 2016 med et overskud på 120,7 millioner kroner. På billedet fejrer selskabets direktør, Anders Hørsholt (tv), mesterskabet med FCK-træner Ståle Solbakken. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Selv om Parken Sport & Entertainment har nedskrevet værdien af fitness-kæden Fitness.dk med 120 millioner kroner, lykkedes det alligevel at skabe et pænt overskud i 2016.

Selskabets regnskab viser et resultat før skat på 120,7 millioner kroner, som altså ville have været dobbelt så stort, hvis ikke goodwill-nedskrivningen var gennemført.

Det gode resultat er opnået i kraft af FC Københavns deltagelse i Champions League, ligesom Lalandia-ferieparkerne også har sat ny omsætningsrekord.

Det er primært den hårde priskrig på fitness-markedet, der har fået Parkens ledelse til at revurdere værdien af Fitness.dk.

Kæden omsatte for 441,6 millioner kroner sidste år, men kom ud med et underskud på 17,1 millioner kroner før særlige poster.

- Svære konkurrencemæssige betingelser har betydet, at forventningerne til medlemsudviklingen ikke er blevet indfriet.

- Der arbejdes fortsat hårdt på at vende udviklingen, hvor fokus i 2017 vil være på åbning af nye centre, centerforbedringer og nye koncepter, hedder det i regnskabet.

FC København opnåede et overskud før særlige poster på 198,1 millioner kroner, mens det tilsvarende plus for Lalandia var 83 millioner kroner.

Endelig indbragte Parkens kontorejendomme 36 millioner kroner.

Ledelsen forventer i 2017 at opnå et resultat på mellem 60 og 80 millioner kroner.

Udmeldingen baserer sig på, at FC København kommer med i gruppespillet i Europa League.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube