Pensionskunder risikerer milliardtab

Skatteministeren har bred opbakning i Folketinget til at ophæve skattefriheden for investeringer i fast ejendom, og det vil ramme pensionskunderne hårdt.

Pensionskasserne har investeret 100 milliarder i boliger, og når skattefriheden ophæves, sendes regningen videre til kunderne. (Foto: DR © DR)

Danske pensionskunder har udsigt til at indkassere et milliardtab, fordi skatteministeren vil ophæve skattefriheden for investeringer i fast ejendom, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Skatteministeren har bred opbakning til forslaget i Folketinget, og lovændringen ser derfor ud til at blive en realitet.

Pensionskunder får regningen

Det rammer pensionskasser og forsikringsselskaber i form af en regning på op imod fem milliarder kroner - og den kommer kunderne til at betale, påpeger Forsikring & Pension, der kritiserer Skatteministeriets håndtering af sagen.

- Der er investeret knap 100 milliarder kroner i fast ejendom, og ophævelsen af skattefriheden giver et tab på fire-fem milliarder kroner. Det er ikke småpenge, vi taler om, og det er helt urimeligt, at der ikke er lagt op til at kompensere de pensionskunder, som regningen lander hos, siger Carsten Andersen, vicedirektør i Forsikring & Pension.