Pølsemand afvist af banken – private lånte ham penge til pølsevogn

David Allermand blev afvist af sin bank, da han ville låne penge til en ny pølsevogn. Men private investorer hjalp ham over nettet.

Virksomheder og lokale støttede David Allermand med 400.000 kroner, så han kunne købe en ny pølsevogn.

Der var ikke meget hjælp at hente, da David Allermand ville låne 400.000 kroner af sin bank til en ny pølsevogn i Vejle.

Selvom han syntes, at idéen virkede god, blev det alligevel et nej fra banken.

Og det ærgrede ham, for efter nogle år som pølsemand havde David Allermand for alvor fået succes i Horsens med "Spis, hvad du kan for 79 kroner". Derfor ville den nye forretning passe godt ind.

- Jeg var rigtigt frustreret, og jeg blev lidt stædig. Så sad jeg hele natten på internettet og tjekkede, om der ikke var nogle steder, hvor man kunne få nogle lån i stedet for, siger David Allermand.

Lån på nettet

Efter afvisningen fra banken søgte han på alternative lån og havnede på hjemmesiden Lendino.dk, som er en låneportal for crowdlån.

Her kan virksomheder låne penge af private investorer over internettet.

Crowdlån
  • Crowdlån er et alternativ til banklån.
  • Crowdlån går ud på, at virksomheder og private låner penge af private investorer over nettet.
  • Crowdlån opstod i Storbritannien efter finanskrisen, hvor bankerne ikke var særligt villige til at låne penge ud.

Og det er netop små forretningsdrivende som David Allermand, der får nej i banken, som crowdlån kan hjælpe.

Fik lån på to døgn

I modsætning til banken syntes Lendino, at David Allermands regnskaber og økonomi så fornuftige ud, så de valgte at udbyde lånet på deres hjemmeside.

Inden for to døgn fik David Allermand et crowdlån og kunne dermed købe sin pølsevogn. Mange af dem, der lånte penge til pølsemanden var virksomheder og lokale kunder.

- Jeg havde ikke lige regnet med, at det gik så stærkt, og at det var så mange forskellige, der støttede. Men jeg blev rigtig glad for, at der var så mange lokale, der støttede det, siger han.

I dag driver David Allermand seks pølsevogne, har 32 medarbejdere, og så har han skiftet bank.