Politiet drukner i tip om hvidvask af penge

Opmærksomme banker har fået antallet af sager om mistænkelige pengetransaktioner til at eksplodere.

De første seks måneder af året har Bagmandspolitiet fået flere end 2.000 tip om mulig hvidvask af penge. (© Colourbox)

Antallet af tip om hvidvaskning af penge slår alle rekorder.

Alene i årets første seks måneder har Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet, der i daglig tale går under navnet Bagmandspolitiet, modtaget 2164 tip om mulig hvidvask. Det skriver Børsen.

De mange indberetninger kommer primært fra banker, vekselinstitutter og virksomheder, der håndterer pengeoverførsler. Fortsætter tendensen vil det betyde en stigning på 43 procent i forhold til sidste år, der også slog rekord.

Otte henvendelser om dagen

Her modtog Bagmandspolitiet i gennemsnit otte henvendelser om dagen.

- Vi kan ikke sige, at der er mere hvidvask, for det ved vi ikke, om er tilfældet, siger vicestatsadvokat Per Fiig, der er chef for Bagmandspolitiets hvidvasksekretariat.

- Jeg ser mere stigningen som et udtryk for, at vi er lykkedes med vores strategi om at klæde bankerne og de andre underretningspligtige bedre på til at identificere og indberette mistænkelige transaktioner, siger han til Børsen.

Men selvom der kommer langt flere indberetninger end tidligere, fører det fortsat ikke til særlig mange domme. Og det bekymrer juraprofessor Bo Langsted fra Aalborg Universitet.

- Men ved ikke, om sagerne ligger og drukner i politikredsene eller hos Bagmandspolitiet, men vi ved, at det er et meget lille antal indberetninger, der ender med at blive til en sag, og det er et problem, siger han.

Mindsker lysten til at indberette

Det mindsker nemlig de underretningspligtiges lyst til at indberette, hvis de kan se, at deres tip aldrig bliver til en sag, forklarer han.

- Ingen vil bruge ressourcer på noget, der ikke fører til noget, lyder det fra juraprofessoren.

I alt har 19 hvidvasksager ført til en dom. Samlet set er der blevet givet frihedsstraffe på mere end 36 år samt beslaglæggelser, konfiskation og bødestraffe på omkring 285 millioner kroner, skriver Børsen.

/ritzau/