Tema Skatte- og momssvindelsag

Politiet har beslaglagt ejendomme i Danmark for over 60 millioner kroner i kæmpe svindelsag

Mindst 23 ejendomme på Sjælland og Lolland er beslaglagt i stor svindelsag.

11 sigtede har i dag været fremstillet i grundlovsforhør i København. Blandt dem er fire hovedmistænkte med pakistansk baggrund. (Foto: Scanpix danmark stf © Scanpix)

Politiet har beslaglagt langt flere værdier i den opsigtsvækkende sag om svindel for 440 millioner kroner end de beløb, der ind til nu har været fremme i offentligheden.

Ifølge DR Nyheders research har politiet de seneste dage haft travlt med at få dommerkendelser til at beslaglæggelse en lang række ejendomme på Sjælland.

Ifølge tinglysningen beslaglagde politiet i går mindst 23 ejendomme tilhørende centrale mistænkte i sagen.

22 af ejendommene tilhører en hovedmistænkt, der gennem to ejendomsselskaber igennem en lang årrække har opkøbt ejendomme på Sjælland og Lolland.

Ifølge de offentlige registre har de 22 ejendomme en værdi af mindst 54 millioner kroner.

Desuden er en anden ejendom i Dragør til en værdi af over syv millioner kroner blevet beslaglagt af politiet. Den tilhører ifølge tinglysningen en anden af de hovedmistænkte.

Over 60 millioner kroner

Hidtil har politiet fortalt om beslaglæggelser for 12,5 millioner kroner på konti og i kontanter. Og så blev der i går beslaglagt otte luksusbiler og værdifulde smykker, ifølge politiet.

Men ejendomme har allerede tidligt i efterforskningen været et fokuspunkt for politiet, fortæller Flemming Madsen, der er politiinspektør og leder af det regionale efterforskningsfællesskab, Særlig Efterforskning Øst

- Vi kan se i efterforskningen, at der er købt ejendomme, så det er også en af de ting, vi er i fuld gang med at kigge på, siger han.

Politiet har siden begyndelsen af året efterforsket sagskomplekset, der går under navnet 'Greed' - 'grådighed' på dansk.

Ifølge sigtelserne mod 11 mistænkte, der i dag har været fremstillet i grundlovsforhør, er svindlen først og fremmest foregået ved at unddrage skat, moms og afgifter.

Sjælland og Lolland

I øjeblikket er politiets fokus at få skrabet så store værdier ind som muligt med henblik på senere konfiskation, hvis de sigtede bliver dømt. Den pengejagt foregår i samarbejde med Bagmandspolitiets Sporingsenhed.

Af grundlovsforhøret i dag fremgik det blandt andet, at der er ført store værdier til udlandet. Specifikt nævnes et polsk selskab, som har modtaget tocifrede millionbeløb fra de danske selskaber.

- Vi gør alt, hvad vi kan, for at få noget af det udbytte tilbage. Vi beslaglægger det i kontanter, i fast ejendom og andre materielle værdier, siger Flemming Madsen.

Der er tale om ejendomme i Sorø, Gribskov, Albertslund, Hvidovre, Dragør, Odsherred, Halsnæs, Rødovre, Tårnby, København, Brøndby, Høje Taastrup, Helsingør og Lolland.

I flere tilfælde er ejendommene blevet brugt til butiksformål.

Der er nedlagt navneforbud i sagen. Derfor kan adresserne på de mange ejendomme ikke bringes, da de sigtede derved kan identificeres.

Det er primært danske statsborgere med pakistansk baggrund, som er sigtet i sagen. Men også to pakistanske statsborgere, en litauer, en tysker og en iraker er sigtet i det omfattende sagskompleks.