Populær fitnesskæde bløder penge og vil lukke centre

Fitness dk tabte millioner i 2015 og trækker dermed moderselskabet Parkens resultater ned.

Fitness dk forventer over de kommende år at nedlægge urentable centre, skriver selskabet. (© colourbox)

Der kom flere i træningscentrene, men markant færre penge i kassen hos Fitness dk i 2015. Så få penge, at kæden af fitnesscentre trækker resultatet i moderselskabet Parken ned.

Det viser Parkens regnskab for sidste år. Ifølge regnskabet faldt Fitness dk's omsætning marginalt til 428,4 millioner kroner på trods af, at man fik 2000 flere medlemmer og dermed kunne skrive 127.000 på listen.

- Udviklingen skyldes primært de fortsat vanskelige markedsbetingelser med fald i den gennemsnitlige medlemspris, skriver Parken i sit regnskab.

Urentable centre skal lukkes

Endnu værre gik det for resultatet, der viste et dundrende underskud på 28 millioner kroner, langt fra det plus på tre millioner kroner, der blev leveret i 2014.

Samtidig forventer man ikke, at der er nogen lindring på den korte bane for kæden, der opererer i et marked med hård konkurrence om kunderne.

- Det er forventningen, at den intense konkurrence, der har hersket på det danske marked de seneste år, vil fortsætte i 2016 med en fortsat konsolidering af de mindre aktører, skriver Parken.

Derfor skal der være et fokus på at effektivisere, hvilket vil koste centre.

- Fitness dk forventer over de kommende år at nedlægge urentable centre, skriver selskabet.

På lidt længere sigt, venter Fitness dk, at det igen vil gå fremad.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube