Tema Skattekaos

Regningen for at lukke SKATs gælds-system vokser: Kasseret system koster over én milliard

SKATs skandaleramte inddrivelsessystem bliver langt dyrere at lukke ned end hidtil forventet. Dermed kommer det kasserede it-system til at koste over en milliard kroner, afslører DR Fakta.

DR Fakta har i forbindelsen med dokumentarserien ”Skeletterne i SKAT” gravet frem, at den nye vurdering er en pris på op mod knap en halv milliard kroner for nedlukning og drift af et midlertidigt system og derved runder den samlede regning for it-systemet over én milliard kroner. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Det bliver en særdeles dyr omgang at lukke SKATs skandaleramte inddrivelsessystem, EFI, som fik det endelige dødsstød den 25. september 2015 af skatteminister Karsten Lauritzen.

Dengang mente ministeriet, at lukningen ville koste op mod 100 millioner. Men nu forventer ministeriet, at prisen bliver fordoblet. Det viser et nyt udbud fra slutningen af januar.

Skattekaos

Historier om rod, svindel og sjusk i Skat vælter frem. For selv om medarbejdere har råbt op i årevis, og der er kommet advarsel på advarsel i diverse rapporter, er det først nu, det er kommet frem, at milliarder er strømmet ud af statskassen - til svindlere og aktiespekulanter. Det skyldes blandt andet graverende fejl i Skats it-system, EFI. Læs alt om kaosset her.

Gå til tema

Derudover har Skatteministeriet fået bevilget 275 millioner kroner ekstra til at lukke EFI ned og udvikle nye it-systemer, der kan køre indtil den permanente afløser for EFI er klar. Det er gravet frem i forbindelse med dokumentarserien ”Skeletterne i SKAT”, som bliver sendt i aften på DR2.

Dermed kan den samlede regning for at lægge EFI i graven, samt udvikle midlertidige erstatningssystemer ende på op mod 475 millioner kroner.

Merbevillingen på 275 millioner bliver omtalt i et fortroligt aktstykke, som Skatteministeriet sender til finansudvalget 17. december i 2015.

”Aktstykke E … vedrører udgifterne forbundet med afviklingen af EFI, herunder bl.a. til konsulentudgifter, analyser og tilrettelæggelse af afviklingsforløbet, samt påbegyndelse af analyse og gennemførelse af udbuddet af et nyt midlertidigt it-system til inddrivelse af restancer,” skriver Skatteministeriet i en mail.

EFI kostede knap 700 millioner kroner at udvikle. Dermed kommer den samlede regning for det skrottede it-systems pris nu op på 1,17 milliarder kroner.

Det sker som konsekvens af, at der igen er blevet fejlvurderet fra SKATs og Skatteministeriets side af, hvor problematisk systemet er.

Og samtidig er det en erkendelse af, at der bliver nødt til at være et midlertidigt system, der kan inddrive, så det ikke er overladt kun til de personer, der nu sidder og taste samt lave beregninger manuelt for at inddrive danskernes gæld.

400 millioner kroner for nyt EFI

Men udgifterne stopper ikke her.

For sideløbende skal der udvikles et helt nyt inddrivelsessystem, der skal erstatte EFI og dettes såkaldte hjælpemotor.

Det nye system blev sendt i udbud i midten af december sidste år. Omkostningerne til systemet er sat til mellem 100 og 400 millioner kroner uden moms. Det er dog ikke sikkert, hvornår det system er klart.

Skatteministeriet siger dog, at de regner med at systemet er klart i 2019. Og det stemmer overens med, at det midlertidige system er blevet udbudt til samlet fire år.

- Man bliver nødt til at have noget IT-understøttelse, og det får man så udviklet, og der lærer man så i øvrigt af de fejl der har været med inddrivelsessystemet, siger skatteminister Karsten Lauritzen til DR Fakta.

Han mener dog ikke, at det er kun handler om at ansætte en masse folk. Men også om at ændre den nuværende lovgivning på området. Et arbejde han har sat i gang og forventer afsluttet til efteråret.

- Man har sagt til os politikere, at forudsætningen for at vi løser det her, det er ikke kun at ansætte en masse folk, det er faktisk også at forenkle lovgivningen.

- Når problemerne har hobet sig op over en årrække, så er det det kedelige svar, at det desværre også tager en årrække at løse dem, siger Karsten Lauritzen.

Mere end 50 milliarder kroner er tabt

Og der er hårdt brug for et system. Der mangler lige nu at blive inddrevet mere en 78 milliarder kroner.

Og allerede nu er det beløb ifølge SKAT ikke muligt at få ind. Faktisk er det mindre end halvdelen, der kan komme ind på grund af forældet restancer, og at mange danskere og virksomheder ikke kan betale.

Men om det beløb kan komme ind afhænger helt af, om hvornår et nyt system er klart.

- Det tager år før vi er nede og har et velfungerende inddrivelsessystem. Jeg håber det kan ske i min tid som skatteminister, men jeg kan ikke garantere det, siger Karsten Lauritzen.

I aften sender DR2 dokumentarserien ”Skeletterne i SKAT”, der går bag om skandalerne i SKAT gennem de sidste 10 år.

Den samlede regning for at lægge SKATs skandaleramte inddrivelsessystem EFI i graven kan ende på op mod 475 millioner kroner.

Opslået af DR Nyheder på 15. februar 2016

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube