Rekordstor stigning i det danske C20-indeks i dag

A.P. Møller-Mærsk tog toppen på en dag, hvor det danske C20 Cap-indekset satte stigningsrekord med fremgang til alle 20 aktier i indekset.

Et rundtosset aktiemarked ender mandag i den største stigning på en enkelt dag, siden indekset åbnede. (Foto: Nasdaq Copenhagen © Scanpix)

Eliteindekset lukkede mandag 5,1 pct. højere i 952,25, og det var det højeste hop på én dag siden indeksets fødsel i november 2011. Den seneste rekord blev dog sat så sent som sidste mandag med en stigning på 4 pct.

Tager man et tilbageblik på selve C20-indeksets 27-årige historie, har der da også været otte dage med større stigninger.

Ifølge Mikkel Duus-Hansen, aktieanalytiker i Spar Nord, var det et sammensurium af gode nyheder om USA, Kina og olien, som sendte aktierne til vejrs i mandagens handel.

- Sidste uge var meget volatil, men vi så i fredags en vending i USA, hvor der kom bedre end ventede detailsalgstal. Det giver måske en tro på, at det ikke går så dårligt i den amerikanske økonomi, nu hvor der er momentum i privatforbruget, siger Mikkel Duus-Hansen.

Comeback efter svag start i 2016

Derudover peger han på, at det kinesiske aktiemarked åbnede uden de store udsving mandag, efter at der har været en række helligdage som følge af det kinesiske nytår.

- Der var spænding op til nytåret, men det blev ret roligt. Og så er den kinesiske valuta blevet styrket over for dollar - og ikke svækket - og det er også en væsentlig faktor og giver ro i markedet, siger Mikkel Duus-Hansen med henvisning til, at valutaen løbende er blevet svækket det sidste halve år.

Desuden nævner han, at olieprisen har været stigende på det seneste, mens det også giver mening, at aktierne får et comeback oven på en meget svag start på 2016.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube