Robert Mærsk Uggla sætter sit første aftryk

Investeringer i afrikanske lande er dog ikke kun for den nye Mærsk-direktørs blå øjnes skyld, vurderer erhvervskorrespondent.

Veje, vand og transport. Det er den slags infrastruktur, som investeringsselskabet AP Møller Capital og tre pensionsselskaber vil investere i i 10 afrikanske lande. Investeringer skal blandt andet falde i Sydafrika, Nigeria, Ghana, Tanzania, Kenya og Marokko.

Det er en helt ny form for investering i AP Møller Holding og et nybrud i Mærskkoncernen. Og idémanden bag er Robert Mærsk Uggla, som siden september sidste år har været administrerende direktør i A.P. Møller Holding.

- Robert Mærsk Uggla er fadder til idéen. Jeg har sammen med Robert udviklet konceptet og sammen med teamet udarbejdet strategien og vores handlingsplaner, siger administrerende direktør Kim Fejfer, der står i spidsen for det nye investeringsselskab AP Møller Capital, til DR Nyheder.

A.P. Møller Capital
  • A.P. Møller Holding, som kontrollerer 41,5 procent af aktiekapitalen i A.P. Møller-Mærsk har sammen med de tre pensionsselskaber PKA, PensionDanmark og Lægernes Pension stiftet det nye selskab A.P. Møller Capital.
  • I første omgang lægger man ud med en fond, som parterne sammenlagt har skudt 550 millioner dollar i.
  • Fonden bliver administreret af A.P. Møller Capital, som er et datterselskab til A.P. Møller Holding
  • Fonden har en forventet levetid på 10 år og en målsætning om at foretage 10-15 investeringer.

Og med de nye investeringer er Robert Mærsk Uggla, som er barnebarn af skibsreder Maersk McKinney-Møller, ved at sætte sig godt til rette i chefstolen, vurderer Casper Schrøder, der er DR’s økonomi- og erhvervskorrespondent.

- Robert Mærks Uggla sætter et klart fodaftryk på, hvad Mærskgruppen skal være i fremtiden. Han har givet sig i kast med en helt ny type ejerskab, og han er i den grad ved at sætte sig til rette som arvtager i Mærsk. Han viser, at han er klar til gå ud over de vante grænser og teste nye samarbejdsformer sammen med pensionskasserne, siger Casper Schrøder.

Profit og filantropi

Årsagen til at se mod det afrikanske kontinent med nye investeringer begrundede administrerende direktør, Kim Fejfer tidligere i dag:

- Jeg har en stærkt tro på profit for purpose (profit med et formål, red.). Det betyder, at man kan lave god forretning og samtidig skabe noget, der er godt for samfundet. Hvis et samfund skal vokse i værdi og velstand, så er det vigtigt, at der er basal infrastruktur, og at folk kan få rent vand og elektricitet, sagde han.

- Afrikanske lande lider under en nedslidt infrastruktur. Flere steder er der mangel på elektricitet og vand. Samtidig er der befolkningstilvækst, og flere steder vokser middelklassen, og derfor er der rigtig gode investeringsmuligheder.

Ikke kun for de blå øjnes skyld

Så selv om der er tale om investeringer og bundlinje, har en filantropitanke så også spiret og groet bag de blanke blå vinduer i firmaets hovedsæde på Esplanaden?

- Det ligger i Mærsk-ånden, at man er en virksomhed, der tjener penge. Men traditionelt har Mærsk altid haft stærke bånd til det omkringliggende samfund, siger Casper Schrøder.

- Tænk bare på Operaen i København og lokale projekter, der får støtte fra fonde. Investeringsselskabet fortsætter den tankegang, der er i Mærsk-DNA’et, men investeringerne her er helt klart et nybrud. Når det er sagt, så er der helt klare forretningsinteresserer i tanken om at investere i afrikansk infrastruktur. De gør det ikke bare for deres Mærsk-blå øjnes skyld, siger Casper Schrøder.

Ifølge Kim Fejfer har det team, der skal drive investeringerne i de 10 afrikanske lande, mere end 100 års erfaring med at drive virksomhed på kontinentet.