Tema Vækstpakke

Danmark skal have flere iværksættere, der tør sætte strøm til deres ideer, få skabt arbejdspladser og med held og dygtighed skabe en forretning, der får udenlandske kapitalfonde til at savle.

Det ønsker regeringen, som onsdag lancerede en erhvervs- og iværksætterpakke, der skal gøre det mere smidigt for iværksættere at rejse kapital og søge den store gevinst.

Regeringen vil have flere folk som Erik og Preben Damgaard.

Mor var første tester

De to brødre startede med at programmere hjemme i kælderen hos mor i 1980'erne og solgte i 2002 it-virksomheden Navision for 11 milliarder kroner til Microsoft.

Det fortæller brødrene om i dagens P1 Business, hvor de begge er gæster.

Erik Damgaard havde i 1983 studeret et halvt år i USA, hvor han fik smag for programmering.

Da han returnerede til Danmark, havde han idé om at lave et regnskabsprogram. En idé, som resten af familien Damgaard og familiens kælder i det indre København blev involveret i:

- Jeg var interesseret i computere og syntes, det var spændende at arbejde med. Jeg ville lave et regnskabsprogram til virksomheder, men manglede nogen, der kunne være med. Og hvem var i lokalet, det var Preben. Han hjalp mig, og vores mor blev vores første tester, forklarer Erik Damgaard, der i dag er 56 år gammel.

REGERINGENS ERHVERVSUDSPIL:
  • Aktiesparekonto
  • Lavere skat på aktieindkomst
  • Investorfadrag
  • Bedre vilkår for tildeling af medarbejderaktier
  • Øget aftalefrihed og klarhed om reglerne for medarbejderaktieprogrammer
  • Bedre skattevilkår for opsparing investeringsforening
  • Tiltrækning af udenlandsk kapital
  • Lempede regler for placering af privatadministrerende pensionsordninger
  • Øget gennemsigtighed i pensionsselskabernes aktieinvesteringer
  • Strategi for Danmarks digitale vækst
  • Strategi for deleøkonomi
  • Cirkulær økonomi
  • Lavere takster for Storebæltsbroen
  • Afskaffelse af nøddeafgiften
  • Sanering af afgifter
  • Udformning af konkret model for ACE
  • Sænkelse af kapitalkrav for aktieselskaber
  • Højere skattefradrag for forskning og udvikling
  • Udvidelse af forskerskatteordning fra 5 til 7 år
  • Vækstplan for Life Science
  • Udvidelse af DIS-ordningen til søfolk på offshore specialskibe
  • Afskaffelse af registreringsafgift på handelsskibe

- Det var min plan, at jeg skulle tilbage til USA. Men da jeg sluttede uddannelsen, gik der lige ni måneders værnepligt, hvor jeg kastede mig over computeren, og så endte det med, at jeg havde lavet et program, da værnepligten var færdig, fortæller Erik Damgaard.

Why not?

Preben Damgaard var selv begyndt på CBS på det tidspunkt, men havde svært ved at slå blikket væk fra sin uregerlige storebror.

- Erik havde besøgt en ven på en arbejdsplads, og han kunne se, at med det, han havde lært, kunne han lave et program, der var meget bedre. Og jeg kunne se, at han mente det. Jeg var selv startet på CBS på det tidspunkt, men jeg syntes, det var spændende og kunne godt se muligheden i det her. Så jeg sagde "ja, why not," fortæller Preben Damgaard, der sammen med sin bror stiftede Damgaard Data.

- Det var det store tråd på den store klinge, fortsætter han.

Verden var anderledes i 1983

Hele projektet handlede dog ikke så meget om at tjene en formue, som det handlede om oprigtig interesse for en virksomhed på benene og udvikle et godt computerprogram, fortæller Erik Damgaard.

Man skal være god til sprint og god til maraton, fortsætter han.

Preben Damgaard

- Dem, der i dag siger, at de vil være iværksættere, ønsker typisk at tjene en masse penge. Men verden var anderledes i 1983. Jeg kendte ikke nogen millionærer. Jeg arbejdede med software, og så tænkte jeg, nu hvor jeg lever på en sten, kan jeg jo prøve se, om det er muligt at starte. Vi havde ikke dyr bil eller dyr lejlighed, så der var ikke det store at tabe andet end en potentiel indtægt, siger Erik Damgaard.

I 1984 havde brødrene for første gang pengene op ad lommen, da de tilmeldte sig Kontor & Data-messen i Bella Centret. Her gik det op for brødrene, at de havde fat i noget.

- Da vi tog til den messe, fik vi en aha-oplevelse. Preben kom hjem med en lommen fuld af ordrer. Vi ville give en demo, men når folk gik derfra, havde de købt produktet, siger Erik Damgaard.

Erik og Preben Damgaard, da Navision blev børsnoteret. Få år senere kom der et svimlende købstilbud fra Microsoft. (Foto: MORTEN JUHL © Scanpix)

I 1987 har Damgaard Data 30 ansatte, og i 1991 lancerer brødrene en ny produktlinje, der sender virksomheden op i en ny liga.

- I 1992 fik vi en professionel bestyrelse. På det tidspunkt havde selskabet fået en størrelse og kompleksitet, så vi kunne undgå at lave fejl. Bestyrelsen hjalp med at hive medarbejdere ind med de kompetencer, vi ikke følte, vi dækkede, siger Preben Damgaard.

Gennem 1990'erne voksede Damgaard Data stødt, og da den danske partner Colombus IT Partner lod sig børsnotere, fristede det brødrene Damgaard.

- Det redskab at lade sig børsnotere og på den måde få investorer og kapital ind, den tanke begyndte vi at lege med. Vi kunne jo se, hvordan andre gjorde, siger Erik Damgaard.

Ud med IBM

Efter det lykkedes brødrene at få smidt den amerikanske it-gigant IBM ud af Damgaard Data - som nu ændrede navn til Damgaard - var kursen sat mod børsnoteringen.

I oktober 1999 gik Damgaard på børsen, og en måned senere var virksomheden mere værd end Bang & Olufsen. Og selv en voldsomt oppustet it-boble kunne ikke tvinge luften ud af Damgaard.

- Vi var en kvalitetsvirksomhed. Vi havde ikke bare sat it foran et navn. Vi havde et produkt, som var ude i hele verden. Når stormen raser, så er det det, der har en køl, som overlever, siger Preben Damgaard, der var firmaets ansigt udadtil - og den første af brødrene, der figurerede i Kraks Blå Bog.

I 1999 havde virksomheden en årlig omsætning på 500 millioner kroner og 500 ansatte. Herefter fusionerede virksomheden med den endnu større danske it-udvikler Navision, og så var brødrene pludselig en meget stor spiller i it-branchen.

Preben Damgaard og Jesper Balser (th), præsenterer Damgaard og Navisions fusion på et pressemøde i november 2000. Begge delte posten som administrerende direktører. (Foto: BRIAN RASMUSSEN © Scanpix)

- I oprørte vande er det altid godt at stå sammen. Nu prøvede vi at være de rigtigt store. Vi følte, at vi var blevet de store og tage andre ind under vingerne. Men nu viste det sig, at en anden meget større ville have os, siger Erik Damgaard.

Det var Microsoft, der bød 36 procent over aktiekursen svarende til 11 milliarder kroner. Og med ét stod de to brødre fra København på tærsklen til at blive milliardærer.

- Det var kulminationen på 18 års iværksætteri og arbejde. Jeg kunne godt mærke, at jeg var spændt på at gå fra at være iværksætter til funktionær. Men vi var stolte, og hvem ville ikke være det, når Microsoft kommer og køber en virksomhed, siger Preben Damgaard.

Punktet for 18 års iværksætteri

Men det var også forbundet med en bismag. De to brødre gik fra at være mange millionærer med deres levebrød som hobby - til at være milliardærer.

- På en eller anden måde stoppede drømmen, jeg kan godt huske følelse af, nu stopper drømmen. I 1999 mærkede vi, at vi fik et rigtigt stort beløb til os selv ud af firmaet. Men der havde vi begge dele - masser af penge i virksomheden og uden for virksomheden.

- Vi fik nogle flere penge på lommen. Men det gjorde ikke, det ændrede vores liv på den måde, vi havde købt et stort hus og en stor bil. Vi gik fra at være mangemillionærer til mange-mangemillionærer, siger Erik Damgaard.

Erik og Preben Damgaard, der begge blev milliardærer, da de solgte Navision for 11 milliarder kroner.

Siden har de to brødre engageret sig i et stort antal projekter og fik begge et par slag over tuden, da Finanskrisen ramte Danmark hårdt i 2008.

Det gjorde også, at Erik Damgaard vendte tilbage til rødderne og er i gang med at lancere et regnskabsprogram, der minder om det, brødrene lancerede i sidste århundrede.

Går man med en drøm om at springe ud som iværksætter, så lyder rådet fra de to brødre:

- Det er vigtigt at teste de hypoteser af, man har. Det er vigtigt at finde ud af, om det holder. Men det er også vigtigt, at man får ændret retning og korrigeret, hvis det ikke holder. Der er for mange, der holder fast i en for rigid holdning. Vi levede selv efter mantraet 'Fail fast, learn Quick'. Vi fik rettet hurtigt til. Det var kendetegnende for Damgaard, siger Preben Damgaard.

- Man skal være god til sprint og god til maraton, fortsætter han.

Rettet klokken 20.05: I den oprindelige artikel stod der, at Damgaard-brødrenes virksomhed hed Neovision. Det er en fejl. Det hedder Navision. DR Nyheder beklager.