Scandinavian Tobacco Group jagter værdi på 11 milliarder på Børsen

Scandinavian Tobacco Group går på børsen til februar. Selskabet vurderer i sit prospekt, at det vil være 11 milliarder værd.

Topchef i Scandinavian Tobacco Group, Niels Frederiksen. (Foto: Simon Læssøe © Scanpix)

Scandinavian Tobacco Group vil være mellem 9,3 og 11 milliarder kroner værd, når selskabet går på børsen til den 10. februar.

Det vurderer selskabet selv i et prospekt, som netop er udkommet.

Selskabet har længe luftet planer om en børsnotering.

- Dagens meddelelse markerer starten på en ny og spændende rejse for selskabet, skriver Jørgen Tandrup, formand for bestyrelsen i Scandinavian Tobacco Group.

Og Scandinavian Tobacco Group satser på at kunne handles fra 10. februar, når udbuddet af aktier er gennemført til institutionelle og private investorer.

Når selskabet går på børsen, vil der blive udbudt 35,6 millioner nye aktier til mellem 93 og 110 kroner per styk.

Prisen vil afhænge af efterspørgslen i det udbud, der vil blive gennemført frem til 6. februar.

Scandinavian Tobacco Group er det tidligere Skandinavisk Tobakskompagni.

Selskabet solgte tidligere sine cigaretaktiviteter fra, og sælger nu finskåren tobak, cigarer og pibetobak over hele verden.

I 2014 blev der solgt tobak for 6,1 milliarder kroner fra gruppen, og efter alle udgifter kunne selskabet sætte 640 millioner kroner på bankbogen.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube