Se billederne: Politiet har beslaglagt for millioner i stor svindelsag

Designerstole, rolex-ure, biler, smykker og kontanter. Politiet har beslaglagt store værdier i kæmpe sag om svindel for op mod 500 millioner.

Politiet har beslaglagt 1,5 millioner kroner i kontanter. Og otte luksusbiler. På billedet fra politiets beslaglæggelser kan man også se en nøgle til en Bentley.

Politiets efterforskning af et netværk af organiserede kriminelle har fået tilnavnet 'Greed'.

Greed betyder grådig på engelsk.

At politiet er kommet på den titel, kan være forbundet med de observationer, de har gjort sig, siden de fra årsskiftet begyndte at se nærmere på de 11 personer, der nu er varetægtsfængslet, mistænkt for skatte og momssvindel for op mod en halv milliard kroner.

Selv om politiet fortsat har lang vej op til en halv milliard kroner, er der, siden de sigtede blev anholdt i tirsdags, allerede beslaglagt store værdier.

Politiet har beslaglagt 'værdifulde' smykker. Her er de samlet på en papkasse. (Foto: Foto udleveret af Københavns Politi)

Politiet har foreløbigt beslaglagt 12,5 millioner kroner i kontanter, otte luksusbiler og smykker. Blandt andet.

Men som det ses på billedet herunder også designerstole fra Arne Jacobsen.

Billedet viser fem eksemplarer af Arne Jacobsens berømte designerstol 'ægget'. En ægget-stol koster fra ny mindst 40.000 kroner. (Foto: Foto udleveret af Københavns Politi)

I går kunne DR Nyheder fortælle, at politiet har beslaglagt mindst 23 ejendomme, der tilhører inderkredsen af det organiserede netværk, der primært består af danske statsborgere med pakistansk baggrund.

Ifølge de offentlige registre har ejendommene en værdi på over 60 millioner kroner.

Også mange ure er nu landet i politiets varetægt og vil blive konfiskeret, hvis der falder dom til fordel for politiet.

Et Rolex Daytona med guldlænke og diamantindgravering koster typisk omkring 250.000 kroner fra ny. (Foto: Foto udleveret af Københavns Politi)

Et Rolex Daytona med guldlænke og diamantindgravering koster typisk omkring 250.000 kroner fra ny. (Foto: Foto udleveret af Københavns Politi)

Endnu tre rolex-ure. Politiet har siden tirsdag ransaget over 40 adresser, herunder en bankboks i en tysk bank. Til venstre på billedet et dameur, formentlig et Pearlmaster, som med diamanter hele vejen rundt og helt i guld har nypris på omkring 300.000 kroner. (Foto: Foto udleveret af Københavns Politi)

Også et eksklusivt burberry-ur har politiet beslaglagt. (Foto: Foto udleveret af Københavns Politi)

Af de 12,5 millioner kroner, politiet har beslaglagt, er 1,5 millioner kroner fundet i kontanter.