Siemens boykotter Ryanair: Frygter for ansattes sikkerhed

380.000 ansatte hos Siemens må ikke længere flyve med Ryanair, hvis de skal på forretningsrejse.

380.000 ansatte hos Siemens må ikke længere flyve med Ryanair, hvis de skal på forretningsrejse. (© Scanpix)

De seneste måneders mange negative historier om store sikkerhedsbrist hos Ryanair får nu den tyske teknikgigant Siemens til at boykotte flyselskabet.

Helt konkret betyder det, at ingen af firmaets 380.000 ansatte i 190 lande må bruge selskabet, hvis de skal på forretningsrejse.

Det bekræfter Siemens' svenske informationschef over for SVT.

Det er primært en beslutning truffet med vores medarbejderes sikkerhed i tankerne

Caroline Rylander, Siemens

- Siemens kræver, at det skal være sikkert for vores ansatte at flyve med selskabet - derfor denne boykot, siger informationschef Caroline Rylander til svt.se.

Nødlandinger

Beslutningen om boykot kommer fra øverste led i hovedkontoret i Tyskland, oplyser hun.

- Det er primært en beslutning truffet med vores medarbejderes sikkerhed i tankerne, men vi ønsker også at sende et signal til Ryanair om at gribe ind, så vi igen kan stole på deres sikkerhed, siger Rylander.

Inden for de seneste måneder har Ryanair fået meget dårlig presse - blandt andet har der været rapporteret om tilfælde af nødlandinger, fordi flyene ikke havde nok brændstof på - og for nylig nødlandede et fly fra Ryanair i Billund Lufthavn.

Ryanair truer med sagsanlæg

Ryanair har endnu ikke officielt modtaget meldingen om boykot, men passer det, kan det få store retslige konsekvenser, lyder det.

- Hvis denne historie er sand, vil Ryanair lægge sag an mod Siemens, siger Stephen McNamara, der er talsmand for Ryanair, til Dn.se.

Han understreger, at både den irske og spanske regering for ni dage siden fastslog, at Ryanairs sikkerhed er på højde med de sikreste flyselskaber i Europa.

Opdateret 2. februar 2015: En uge efter denne histories udgivelse i 2012 mødtes Siemens og Ryanair for at diskutere sikkerheden ombord på flyene. Efter mødet sagde begge parter, at der ikke eksisterede en boykot, og at ansatte hos Siemens fint kan flyve med Ryanair.