Tema Skattesvindel

Skattedirektør: Jeg forstår godt, at revisorerne kalder os amatører

Jesper Rønnow fortæller, at han er ydmyg over at forblive chef for Skat, og at han tager Rigsrevisionens sønderlemmende kritik til efterretning.

Tre chefer risikerer fyring for deres rolle i udbytteskandalen. Men ikke Skats chef, Jesper Rønnow Simonsen. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Manden i spidsen for Skat, Jesper Rønnow Simonsen, ser ud til at overleve den sønderlemmende kritik, som Rigsrevisionen har rettet mod Skat og Skatteministeriet.

I hvert fald for nu.

- Der vil givetvis være medier og politikere på Christiansborg, som vil have, at der skal rulle hoveder, og det vil også være det letteste for mig som skatteminister at gøre, men jeg mener ikke, det er det rigtigste, siger manden, der kan bestemme Jesper Rønnows fremtid - skatteminister Karsten Lauritzen (V).

Skattesvindel

Den danske statskasse er blevet drænet for mindst 12,3 milliarder kroner i det, der bliver omtalt som Danmarkshistoriens største skatteskandale. For selvom medarbejdere I Skat har råbt op i årevis, og der er kommet advarsel på advarsel i diverse rapporter, så er det angiveligt lykkedes svindlere at få Skat til at udbetale udbytterefusion på baggrund af forfalskede dokumenter. Bagmandspolitiet ved endnu ikke, hvem der står bag, men de har en mistanke. Læs alt om skandalen her.

Gå til tema

- Det rigtige er at bede de medarbejdere, der er tilbage i Skats ledelse og ministeriets departement, om at rydde op efter de her skandaler i Skat - og ikke mindst sørge for, at de ikke gentager sig, siger han.

Tager ved lære af fejlene

Statsrevisorerne kaldte på et pressemøde i går Skat og departementstaben i Skatteministeriet for "en flok amatører", der har udført et "utilstrækkeligt tilsyn".

I det hele taget var det en meget barsk og meget kritisk rapport om Skat og Skatteministeriets håndtering af udbetaling af udbytteskat, som Rigsrevisionen præsenterede i går. I tre måneder har Skat, ifølge rapporten, ignoreret advarsler om, at statskassen blev svindlet med falske udbytterefusioner.

Og i den periode forsvandt mindst 3,2 milliarder kroner, fastslår revisionen.

Formanden for Statsrevisorerne Peder Larsen (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

For Statsrevisorernes formand, Peder Larsen, er det "den største skandale, han har oplevet i de 24 år, han har været statsrevisor".

Ligesom skatteministeren forstår Skats direktør, Jesper Rønnow, godt statsrevisorernes hårde tone:

- Jeg forstår fuldt ud, at der er rejst den kritik, som der nu er, og jeg tager den til efterretning, ligesom min minister har gjort. Vi lærer selvfølgelig af de fejl, vi begår, siger skattedirektøren.

LA: Der skal rulle hoveder

Liberal Alliances skatteordfører, Merete Riisager, kræver Jesper Rønnows afgang. (Foto: Nikolai Linares © Scanpix)

På Christiansborgs gange har oppositionen været oppe i det røde felt ovenpå statsrevisorernes strenge udmeldinger.

Liberal Alliances skatteordfører, Merete Riisager, siger til Finans.dk, at skatteministeren bør fyre Jesper Rønnow, og også skattepolitiske ordførere fra Socialdemokratiet, SF, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, har ifølge Finans.dk raslet med sablen:

Jeg holder Jesper Rønnow Simonsen ansvarlig for, at han får ryddet op i det her, og at han sørger for, at det ikke gentager sig. Gentager det sig har vi selvfølgelig et problem

Karsten Lauritzen, skatteminister

- En så alvorlig sag skal have konsekvenser for den øverste ledelse. Man er nødt til at have tillid folk i den øverste ledelse, og det kan man ikke have, når den begår så alvorlige fejl, siger Merete Riisager.

9,1 milliarder kroner er smuttet ud af Statskassen. Men Rønnow bliver - for nu, siger skatteministeren.

Han skal redde det kriseramte Skat op af det kviksand, det længe har været på vej ned i.

- Jeg holder Jesper Rønnow Simonsen ansvarlig for, at han får ryddet op i det her, og at han sørger for, at det ikke gentager sig. Gentager det sig har vi selvfølgelig et problem, siger Karsten Lauritzen.

Tre skattechefer venter stadig på svar

Tidligere er det ellers kommet frem, at skattechef Jesper Rønnow flere gange blev personligt advaret om hullerne i Skats kontrol med udbytterefusioner, og at han ikke informerede Skatteministeriet om det.

Men han har forklaret, at advarslerne ikke var tydelige nok til, at han følte, det var hans pligt at gribe ind.

I stedet er lussingerne fløjet videre til en række skattechefer under Rønnow. I september blev de således sendt hjem på ubestemt tid.

- Selvfølgelig var jeg i tvivl, om jeg kunne fortsætte i Skat. Men mit udgangspunkt for de hjemsendelser var, at det var alvorlige sager, som burde have en eller anden form for konsekvens i min organisation, har chefen for Skat tidligere udtalt til DR.

Ifølge Jesper Rønnow er de tre chefer sendt hjem for, at Rigsrevisionen i ro og fred - og uden at blive påvirket - kunne foretage den undersøgelse af udbytteskatområdet, som statsrevisorerne har anmodet om.

Topchefer ser ud til at gå fri

Og i går kom den så.

- Nu ligger beretningen her, og der er udtalt kritik fra både rigs- og statsrevisorer, dermed er der nu et grundlag for at gå videre med de her personalesager. Det sætter vi i gang i næste uge, siger Jesper Rønnow til DR Nyheder.

Sammen med Kammeradvokaten skal Skatteministeriet og skattechefen tilrettelægge det videre forløb omkring et såkaldt tjenestligt forhør, og derefter er det op til en dommer at bestemme, hvorvidt der skal rulle hoveder eller ej.

Karsten Lauritzen (V) er blot en af mange ministre, der har forsøgt at holde styr på Skat. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Af en pressemeddelelse fra Skatteministeriet fremgår det, at Karsten Lauritzen "fastholder sin tidligere kritik af Skat, men er tilfreds med, at der allerede i efteråret blev draget personalemæssige konsekvenser i forbindelse med sagen".

Dermed ser det ikke umiddelbart ud til, at den historisk kritiske rapport får nogen umiddelbar konsekvens for topcheferne i Skat og Skatteministeriet.

Rønnow ville ønske, han havde sagt stop

Siden hjemsendelsen har både Skats ledelse og Skatteministeriet iværksat en række tiltag, som skal forsøge at sikre, at der ikke sker svindel på området igen.

Blandt andet har de ikke udbetalt udbytteskat siden. Men Rønnow indrømmer, at de burde have reageret tidligere:

- Jeg ville da have ønsket, at vi havde stoppet udbetalingerne noget før. Hvis man havde haft bedre procedurer og havde fulgt bedre op på de risikomomenter, der var på området, så kunne vi også have håndteret det bedre. Og det er jo lige præcis det, stats- og rigsrevisorerne kritiserer os for ikke at have gjort, siger skattechefen.

Kan du forstå, at revisorerne siger, at hele området er håndteret "totalt amatøragtigt"?

- Ja, det forstår jeg godt. Det er ikke acceptabelt, at vi bliver snydt og svindlet på den måde.

Rigsrevisionen peger i deres rapport på ni punkter, som Skatteministeriet burde have reageret på. Skatteministeriet udsendte i går en plan for, hvordan de vil øge tilsynet med Skat, og oprydningen er allerede i fuld gang.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube