Skuffelse over olieaftale mellem Saudi-Arabien og Rusland

De to største eksportører af råolie fastfryser deres olieproduktion på januar-niveau, men det batter ikke noget, for det var rekordhøjt.

Kort tid efter at Saudi-Arabien og Rusland sammen med Venezuela og Qatar blev enige om at begrænses deres olieproduktion, faldt olieprisen. (Foto: Sergei Karpukhin © Scanpix)

Rusland og Saudi-Arabien er kommet frem til en aftale om at fastfryse olieproduktionen på januar-niveau, efter at oliepriserne i flere måneder er gået ned.

Aftalen mellem de to lande er dog langt fra, hvad markedet havde håbet på og gør reelt ikke noget ved den overkapacitet, der hersker lige nu.

- De fastfryser produktionen på januars niveau, men det var tæt på rekord for begge lande. Så det var ikke det, oliemarkedet havde sat næsen op efter, siger senioranalytiker hos Danske Bank Jens Nærvig Pedersen.

Mødet mellem de to lande havde sendt olieprisen op i håbet om, at de olieproducerende lande kunne blive enige om at mindske produktionen for at få priserne op.

Skuffelsen over resultatet sender da også olieprisen ned til 34,26 dollar per tønde. Det er en lille stigning fra mandagens niveau, men et fald på omkring en dollar fra før resultatet af mødet blev offentliggjort.

Både Rusland og Organisationen af Olieeksporterende Lande, Opec, er hårdt ramt af de lave oliepriser, men har indtil nu haft svært ved at nå frem til en aftale, der kunne begrænse udbuddet på verdensmarkedet.

Mange lande er så afhængige af olieindtægterne, at de reelt ikke har kunnet sænke produktionen, men har været tvunget til at øge produktionen og sælge ud af lagrene med faldende priser til følge.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube