Slut med smøger og sodavand: Mærsk gør op med bestikkelse

Maersk Line har nedbragt omfanget af smørelse med 87 procent.

Maersk Line har nedbragt antallet af facilitation payments eller smørelse med 87 procent fra 2015 til 2016. (Foto: MICHAEL KOOREN © Scanpix)

En stang cigaretter, mad eller sodavand til lodsen, tolderne eller havnemyndighederne.

Det har ofte været betalingen for at få AP Møller Mærsk's containerskibe hurtigt og smertefrit ind og ud af alverdens havne.

Men det er slut nu.

På et enkelt år har AP Møller Mærsk-selskabet Maersk Line stort set udryddet bestikkelse eller smørelse - på engelsk facilitation payments - af lodser og havnemyndigheder over hele verden.

- Vi har næsten udryddet facilitation payments i Maersk Line. Det kan være cigaretter, sodavand eller mad, siger Maersk lines chef for anti-korruption, Kristin Berglund.

Forsinkelse kan koste dyrt

Maersk Line har mere end 600 containerskibe, som hvert år laver ti-tusindvis af havneanløb. Og Kristin Berglund siger, at korruption er en stor udfordring for skibstransport-industrien og Maersk Line i havne over hele verden.

En forsinkelse på bare en dag for et kæmpestort containerskib kan koste Maersk Line mange penge.

Men i løbet af et år har Maersk Line stort set udryddet facilitations payments, noget der er ulovligt i store dele af verden.

Ifølge Maersk Line er omfanget af facilitation payments faldet med hele 87 procent fra 2015 til 2016. Faldet skyldes blandt andet, at Maersk-kaptajnerne nu konsekvent siger nej til smørelse. Kaptajnerne kan få hjælp til at håndtere udfordringerne ved blandt andet at søge i en database, der fortæller, hvilke problemer de kan forvente at møde i den næste havn, og så har de adgang til en 24-timers hotline, hvis de skulle få problemer.

Nej til bestikkelse udløser trusler og skænderier

Men selvom nyheden, om at Maersk-skibe ikke betaler smørelse har bredt sig til alle havne over hele verden, så oplever Maersk-personalet fortsat et massivt pres for at smøre lodser og havnepersonale, siger Kristin Berglund:

- Pas er blevet beslaglagt, der har været skænderier, trusler om bøder og arrestation af mandskabet. Så der er fortsat et meget stort pres på vores besætninger for at betale facilitation payments , fortæller Kristin Berglund.

Andre AP Møller Mærsk-selskaber har også nedbragt antallet af bestikkelse. Maersk Supply Services, der leverer services til olieindustrien, med 82 procent og Maersk Tankers med 43 procent.

AP Møller Mærsk ønsker ikke at oplyse, hvor stor udgiften til bestikkelse er, men siger, at omfanget af facilitation payments er faldet med 59 procent på tværs af alle AP Møller Mærsks selskaber.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube