Sydbank: Tresiba-forsøg kan blive en gamechanger

Novo Nordisk-aktierne stiger efter positive resultater i et nyt studie med diabetesmidlet Tresiba, der er en af medicinalgigantens store satsninger.

- Lige netop de her tilfælde med for lavt blodsukker er formodentlig den største bekymring blandt diabetikere. Derfor er det et meget vigtigt studie for Novo Nordisk, slår analytiker fast. (Foto: handout © Scanpix)

Novo Nordisks diabetesmiddel Tresiba mindsker risikoen for hurtige fald i blodsukkeret bedre end den franske storkonkurrent Sanofis insulin.

Det viser et nyt studie ved navn Switch 2, hvor 721 diabetes 2-patienter deltog.

Helt konkret har Novo Nordisk gennemført et studie, hvor deltagerne både er blevet behandlet med Tresiba og Lantus uden at vide hvilket præparat, de har fået. Og her viser studiet, at Tresiba er i stand til at reducere antallet af episoder med for lavt blodsukker "signifikant" i forhold til Lantus.

- Denne reduktion var statistisk signifikant, og studiet opfyldte dermed sit primære mål, idet det viste en reduktion på 30 procent, når deltagerne blev behandlet med Tresiba sammenlignet med insulin glargin, skriver Novo Nordisk i en fondsbørsmeddelelse.

Kan rykke på alle markeder

Studiet er i det hele taget rigtig godt nyt for Novo Nordisk, som sidste år fik godkendt salget af Tresiba på det amerikanske marked.

Aktien er således steget med 2,12 procent, efter nyheden er kommet ud, og det kan blive en "gamechanger", lyder det.

- Det er særdeles stærke data. Man har med det her studiedesign dannet sig det bedste fundament for at få det på en indlægsseddel og dermed differentiere sig væsentligt fra verdens mest solgte insulin præparat, Lantus fra franske Sanofi, siger Søren Løntoft Hansen, som er analytiker i Sydbank.

Han vurderer yderligere, at det nye studie kan øge salget af Tresiba - ikke mindst i USA.

- Det her kan rykke på alle Novos markeder. Men det amerikanske marked udgør omkring 80 pct. af det globale marked for langtidsvirkende insulin. Derfor er det særdeles vigtigt, siger han.

/Ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube