Topleder - vis dit sande ansigt!

Nordiske og især kvindelige topledere er stort set usynlige i global sammenhæng, siger den dansk-amerikanske studievært Louisa Bojesen. Hun vil have lederne herhjemme til at markere sig mere.

Nordiske topledere - og især den kvindelige af slagsens - skal droppe ydmygheden og komme ind i rampelyset. For de er nærmest usynlige i europæiske og globale mediesammenhænge.

Det siger den dansk-amerikanske Louisa Bojesen, der er studievært på CNBC Europe i London, hvor hun interviewer topledere.

Louisa Bojesen fremhæver, at tv udelukkende er teknologi, og at det er budskabet, der tæller, når hun interviewer topledere. Og her er de nordiske ledere i undertal.

Ikke gode til at markere sig

- Danske virksomheder er ikke specielt gode til at markere, at de er internationale eller blot europæiske spillere på markedet. CNBC's tyngde ligger på de store markeder, herunder Storbritannien, Tyskland og Frankrig, og vi når op mod 300 millioner husstande, hoteller og mere end 1.400 finanshuse, siger hun og fortsætter:

- Det virker som om, de danske topledere ofte fortsat hellere vil være kendte på deres hjemmemarked end dér, hvor tingene sker, siger hun.

Louisa Bojesen siger, at mens det endnu er tyndt med kvindelige og nordiske topledere i hendes CNBC-flagskibsprogram, er nordiske eksperter almindelige.

Nordiske eksperter er fremme i skoen

- Det er en anden væsentlig måde at markere sig på. Her trækker vi bl.a. på danske eller nordiske eksperter fra Danske Bank, Saxo Bank, Skandinaviska Enskilda Banken og Carnegie Sweden. Andre eksperter fravælges, fordi de ikke er synlige i relation til deres europæiske eller internationale specialiteter, siger hun.

Louisa Bojesen har en teori om, at de danske og nordiske topledere ikke er mere synlige pga. manglende sprogkundskaber.

- Hvis vi ser efter i den internationale presse, Financial Times, The Economist, Wall Street Journal og deres tyske og franske sidestykker, er de nordiske topledere ikke gode til at brande sig, siger hun og fortsætter:

Skammer sig måske over engelsk

- Det kan undre, når man nu ved, hvor meget topchefen betyder for virksomhedens omdømme. Man kunne have en mistanke om, at nogle skammer sig over deres engelske. Men - det kunne man jo rette op på. Og for de fleste unge ledere burde det ikke være noget problem., siger hun.

Louisa Bojesen har et stærkt greb om egen branding. Ud over at være et kendt ansigt på tv – også gennem søster-tv selskaber - deltager hun i mange events for CNBC og optræder ofte som moderator. Hun vil flere gange adspurgt ikke sige, om hun er blevet tilbudt CEO-poster.

- Når man har den form for brand, får man mange jobtilbud fra virksomheder. Det understreger, at det er en god ide at være synlig - også selv om man ikke er ankerkvinde på en stor tv-station. Så de kvinder, der vil frem, bør kridte skoene og vise ansigt, siger hun.

  • Print
  • Del artiklen:

    Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

    Vælg mailingliste:

    Vis alle nyhedsbreve
    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: