Trods 600 manglende millioner: Postnord er godt tilfreds med redningsaftale

Aftale om Postnords fremtid mangler millioner og betyder ikke hurtigere post.

- Jeg kunne godt have ønsket mig, at det var gået hurtigere, men jeg har forståelse for, at en politisk proces tager tid, siger Jens Moberg, bestyrelsesformand i Postnord. (Foto: Malene Anthony Nielsen © Scanpix)

309 millioner kroner fra Sverige og 1,364 milliarder kroner fra Danmark.

Det er prisen, som de to lande nu er klar til at betale for at få den kriseramte postkoncern Postnord på fode igen.

Og aftalen er en god aftale for Postnord, mener Jens Moberg, der er bestyrelsesformand for koncernen.

- Jeg er rigtig godt tilfreds med den her aftale, siger han.

Mangler mere end 600 millioner

De i alt knap 1,7 milliarder kroner, som den svenske erhvervs- og innovationsminister netop har præsenteret som redningsplan, er dog langt fra det beløb, som Postnord tidligere har bedt om at få.

Men det bekymrer ikke Postnords bestyrelsesformand, som mener, at de resterende penge blandt andet kan findes gennem fremtidige lån.

- Med vores ejeres klare opbakning i dag er jeg sikker på, at vi kan gå ud og gældsfinansiere de godt 600 millioner kroner, vi mangler, siger han.

En del af pengene findes i den spareplan, som virksomheden tidligere har fremlagt. Her vil postkoncernen fyre et stort antal medarbejdere.

Blandt dem er en del af de omkring 3.000, som er ansat på tjenestemandsvilkår, der har rødder i dengang, Postnord var en statslig virksomhed.

- Vi er nødt til at sige farvel til mange medarbejdere, og det er vi triste over, siger Jens Moberg.

Betyder ikke hurtigere post

Det er især de faldende brevmængder, der er skyld i, at Postnords danske afdeling er kommet i krise, mener Jens Moberg.

- Danmark er det land i hele verden, hvor brevmængden er faldet mest, siger han.

Den nye redningsaftale mellem Danmark og Sverige betyder dog ikke, at man som postkunde skal forvente at få post hyppigere.

Fremover vil Postnord kun levere almindelig post én gang om ugen. Men man kan betale sig til hurtigere post, fortæller han.

- Almindelige breve bliver bragt ud én gang om ugen, og så har vi mulighed for at lave overnatsbefordring med et quickbrev, siger han.

Selvom det har været en langsommelig proces at få aftalen på plads, forstår Postnord godt, at det har taget tid for de to lande at blive enige om en aftale.

- Jeg kunne godt have ønsket mig, at det var gået hurtigere, men jeg har forståelse for, at en politisk proces tager tid, siger bestyrelsesformand Jens Moberg.

Artiklen er opdateret. I en tidligere version fremgik det forkert, at det var 600 millioner svenske kroner, der manglede at blive finansieret. Red.