Uber fik hjælp af det offentlige til at etablere sig i Danmark

Udenrigsministeriet og en fond hjalp med at få Uber etableret, da de kom i 2014. Uforståeligt, lyder kritik.

Uber har sat taxi-branchen under press. Her demonstrerer hundredevis af taxa-chauffører mod tjenesten. (Foto: Emil Hougaard © Scanpix)

Da den omstridte amerikanske virksomhed Uber skulle etablere sig i Danmark i 2014, skete det med hjælp fra det offentlige.

Det skete nemlig med hjælp fra Invest in Denmark, som er en del af Udenrigsministeriet, og fra fonden Copenhagen Capacity.

Det skriver Avisen.dk.

Men blot to timer efter virksomhedens ankomst til Danmark, blev Uber politianmeldt af Trafikstyrelsen, og Københavns Politi har sigtet mindst 24 Uber-chauffører for ulovlig taxakørsel.

Hos fonden Copenhagen Capacity Fonden skal man tiltrække investeringer og arbejdspladser til hovedstadsområdet og er primært betalt af skattekroner fra Region Hovedstaden og Region Sjælland.

- Vi mødte Uber for første gang i 2014 og har bistået dem med at afklare de forskellige muligheder for at etablere sig i Danmark.

- Det er en type services, vi tilbyder alle udenlandske virksomheder, siger Copenhagen Capacitys direktør Claus Lønborg til Avisen.dk.

I brancheforeningen Taxaførere i Danmark (TiD) undrer man sig.

- Efter to timer i Danmark blev Uber politianmeldt af Trafikstyrelsen. Enhver offentlig virksomhed, der går ind og støtter Uber, må vide, at den øverste myndighed på trafikområdet har ment, at der var noget helt galt, siger formand Søren Nicolaisen til Avisen.dk

Hos Invest in Denmark vil man stoppe rådgivningen, hvis Ubers forretning bliver kendt ulovlig, siger kontorchef i Udenrigsministeriet Dorte Bech Vizard, chef for Invest in Denmark.

- Det er samtidig klart, at hvis domstolene når frem til, at en virksomheds aktiviteter ikke lovligt kan udføres i Danmark, så indstiller vi rådgivningen.

  • Fakta
  • Uber-ordningen går ud på, at kunden via sin mobiltelefon kan bestille en kørsel, der i snit er 20 til 30 procent billigere end en tur med taxi.
  • Uber findes i 67 lande - heriblandt Danmark - og hundredvis af byer. Den er dog også blevet forbudt flere steder.
  • Ubers service presser taxibranchen hårdt. Eksempelvis er antallet af daglige ture for New Yorks taxaer faldet 11 procent i løbet af tre år siden Ubers indtog.
  • Ifølge Uber er der tale om en samkørselsordning, hvor private bilejere stiller sig til rådighed og kan hyres til en tur, hvor chauffør og passager efterfølgende deler omkostningerne.
  • Danske taxiselskaber mener, at Uber ikke overholder retningslinjerne for fair konkurrence, fordi Uber-chauffører ikke er underlagt samme reguleringer såsom forsikring, registrering til erhvervskørsel og andre lovpligtige udgifter.
  • Kilder: Uber.com, Børsen, Information, Avisen.dk.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube