Vandt over Skat i sag om 144 mio. kr.: Nu går erhvervsmand til modangreb

Peer Kølendorf anklager Kammeradvokaten for at køre rundt med Skat.

Kammeradvokaten har ført en helt unødvendig retssag, mener erhvervsmanden Peer Kølendorf. (Foto: ERik Refner © (c) Scanpix)

Skat bliver beskyldt for at være inkompetent og for at lade sig føre rundt i domstolssystemet af Kammeradvokaten.

Det har blandt andet fået erhvervsmanden Peer Kølendorf til at klage til Advokatrådet over advokat Boris Frederiksen fra Kammeradvokaten, der repræsenterede Skat i en syv år lang retssag, som direktøren både vandt i Østre Landsret og i Højesteret.

- Jeg synes, at jeg er nødt til at råbe op om det, fordi det er foregået på en meget uetisk måde. Jeg føler, at jeg bør gøre det, siger Peer Kølendorf til DR Nyheder.

Retssag om trecifret millionbeløb

Det er det private Advokatfirmaet Poul Schmith, der kan kalde sig for Kammeradvokaten, da firmaet er statens faste advokat.

Boris Frederiksen er partner i firmaet, og som ekspert i konkurssager har han været kurator i en lang konkursboer, hvor Skat har haft store summer til gode.

En af dem var Comitel International, som gik konkurs i 2007. Selskabet handlede blandt andet med elektronikkomponenter og mobiltelefoner.

I en periode lykkedes det for Peer Kølendorfs højre hånd at bruge virksomheden til at gennemføre en omfattende momssvindel, som i forbindelse med konkursen endte med at koste Skat et trecifret millionbeløb.

Den pågældende medarbejder fik siden en hård fængselsstraf, men Skat valgte i 2009 at kræve det store beløb tilbage gennem Peer Kølendorf.

Man mente, at han havde ledet virksomheden så ringe, at han havde et medansvar for, at statskassen mistede de mange millioner.

'Kammeradvokaten kører rundt med Skat'

Ifølge Peer Kølendorf kan dommene fra både Østre Landsret og Højesteret læses som en lang bekræftelse på, at han tværtimod havde drevet sin virksomhed efter bogen. Og det mener han også, at både Skat og Kammeradvokaten burde kunne gennemskue.

Han mener derfor, at sagen afslører, at Boris Frederiksen og Kammeradvokaten kan køre rundt med Skats jurister og sætte gang i store erstatningssager, hvor honorarerne til advokaterne er enorme.

- Selvfølgelig kan Kammeradvokaten ikke bare anke en sag uden at hans klient siger god for det, men spørgsmålet er om Skat egentlig har kompetence til at vurdere om det er værd at anke. Det er min fornemmelse, at Kammeradvokaten kører rundt med Skat.

I den aktuelle sag, er Skat for eksempel blevet dømt til at betale advokatudgifter for ni mio. kr. til Peer Kølendorf.

Derudover har Peer Kølendorfs advokatforsikring betalt yderligere seks mio. kr. til hans advokat.

Hvad Boris Frederiksen har fået i honorar, ønsker hverken han selv eller Skat ikke at oplyse.

Peer Kølendorf vurderer dog, at Kammeradvokaten har fået mindst 10 mio. kr. i honorar for at føre den lange sag mod ham.

Kammeradvokaten afviser kritik

Boris Frederiksen afviser Peer Kølendorfs anklager mod ham. For det første mener han, at der var en god grund til at rejse sagen mod Per Kølendorf.

- Comitel påførte den danske stat et tab på 144 mio kr., fordi det var deltager i Danmarks-historiens største momskarrusel, og Peer Kølendorfs højre hånd blev i den forbindelse idømt en fængselsstraf. Derfor var det naturligt at overveje om Peer Kølendorf som administrerende direktør i selskabet i perioden havde opfyldt sit ansvar i den forbindelse, siger Boris Frederiksen.

For det andet mener Boris Frederiksen, at det er helt forkert, at han skulle kunne ”køre rundt” med Skat.

- Det er et fuldstændig løst postulat, som Peer Kølendorf ikke kan vide noget om. Realiteten i det er, at vi yder rådgivning som advokat. Og når man antager en advokat lytter man vel i et eller andet omfang til den advokat. Men Skat har jo en dyb faglighed på det her område, så derfor er alle væsentlige beslutninger i denne sag truffet af Skat.

Skat oplyser i en skriftlig kommentar, at Kammeradvokaten altid laver en indstilling om, hvorvidt en tabt sag skal ankes eller ej.

Men beslutningen om at føre sagen videre ved domstolene ligger hos Skat.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube