Tema Skattesvindel

Vandværker oplever systematisk snyd med vandregningen

Rodet med Skats inddrivelsessystem EFI rammer forsyningsselskaberne hårdt - nu vil de have lov til at lukke for vandet hos "kreative" kunder.

Vandværker landet over er blevet ramt af en ny form for snyd. (Foto: Nikolai Linares © Scanpix)

Vandselskaber over hele landet oplever en ny form for snyd blandt kunderne; spildevandssnyd.

Sådan lyder det fra vand- og spildevandsselskabernes brancheorganisation, Danva.

De ser således flere eksempler på, at kunder er begyndt at spekulere i kun at betale friskvandsregningen og ikke spildevandsregningen. For mens Skats inddrivelsessystem, EFI, er sat på standby, får snyderiet reelt ingen konsekvenser.

Skattesvindel

Den danske statskasse er blevet drænet for mindst 12,3 milliarder kroner i det, der bliver omtalt som Danmarkshistoriens største skatteskandale. For selvom medarbejdere I Skat har råbt op i årevis, og der er kommet advarsel på advarsel i diverse rapporter, så er det angiveligt lykkedes svindlere at få Skat til at udbetale udbytterefusion på baggrund af forfalskede dokumenter. Bagmandspolitiet ved endnu ikke, hvem der står bag, men de har en mistanke. Læs alt om skandalen her.

Gå til tema

- Der er begyndt at tegne sig et mønster for regningerne på spildevandsområdet. Flere har fundet ud af, at der ikke rigtig sker noget, hvis de nøjes med kun at betale en del af deres vandregning, og det er et kæmpe problem, siger Lars Therkildsen, der er formand for Danva.

10 gange så mange rykkere

Et af de steder, hvor de oplever meget snyd, er Brønderslev Forsyning. Her vurderer direktøren, at de den seneste tid har udsendt 10 gange så mange rykkere til folk, der ikke har betalt deres spildevandsregning som på friskvandsområdet, og det er der en helt særlig årsag til.

- Vi kan se, at siden Skat droppede deres inddrivelsessystem i efteråret, så er der kommet en konstant stigning i regningen på spildevand, så problemet er vokset, lyder det fra direktøren, Thorkil Neergaard.

Derfor efterlyser vandselskaberne flere redskaber til at opkræve gælden. Blandt andet vil de have lov til at lukke for det vandet. Det må de nemlig ikke, så længe det blot er spildevandsregningen, der ikke bliver betalt.

- Jeg er sikker på, at de her "kreative" kunder, nok vil opdage, at de savner friskvandsdelen, hvis vi lukker for den, og så kommer de til at betale igen, siger Lars Therkildsen.

Går ud over de andre kunder

Ifølge Danva, har landets vandforsyningsselskaber udsendt regninger for 100 millioner, som ikke er betalt endnu.

Men snyderiet går ikke kun ud over vandselskaberne. Det går ud over alle vandkunder, siger Lars Therkildsen.

- Vi tjener ikke noget på at bortlede spildevand for vores kunder. Så når nogen undlader at betale deres regning, så bliver vandregningen blot højere for alle andre. Det, synes vi, er åbenlyst uretfærdigt.

Folketinget skal her til foråret vedtage en ny inddrivelseslov, og her vil vandselskaberne gerne selv have mulighed for at inddrive den gæld, danskerne skylder dem.

Skatteminister: Vi arbejder på højtryk

Skatteminister Karsten Lauritzen (V). (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Samme udmelding kom i efteråret fra Dansk Fjernvarme og Dansk Affaldsforening.

Skatteminister Karsten Lauritzen forstår godt forsyningsselskabernes frustration, men han vil endnu ikke svare på, om de skal have flere redskaber.

- Inddrivelsen af gæld er desværre nødlidende efter mange års store problemer med EFI. Og derfor arbejdes der på højtryk på at skabe en mere effektiv inddrivelse for stat og kommuner – herunder vandselskaberne, skriver ministeren i et skriftligt svar til DR Nyheder og fortsætter:

- Jeg er i øjeblikket i dialog med KL om indretning af den fremtidige inddrivelse, og vi ser også på, om kommunerne kan spille en større og mere aktiv rolle. Det omfatter selvfølgelig også vandselskaberne. Men det er endnu for tidligt at lægge sig fast på, hvordan en præcis model kan se ud.

Bekymring: Når det her rygtes...

Ifølge Danva er det endnu et fåtal, der ikke betaler regningerne. Og det er også et fåtal, der er så kreative, at de kun betaler den ene del af det, man skal betale, men truslen lurer.

Det er klart, at hvis det her rygtes - at man bare kan lade være med at betale sin ene regning - så bliver det et stort problem,

Lars Therkildsen, formand for danva

- Det er klart, at hvis det her opdages, og det rygtes, at man bare kan lade være med at betale sin ene regning, så bliver det her et stort problem, og det vil ramme alle andre vandkunder, som troligt og rigtigt betaler deres regninger, siger Lars Therkildsen.

Som loven er nu, er alle offentlige ejerselskaber forpligtet til at bruge Skat til at inddrive restancer. For at forsyningsselskaberne selv kan få lov til at inddrive deres gæld, kræver det en lovændring, siger en skatteekspert til DR Nyheder.

For dyrt med inkasso og skifteret

Eneste mulighed vandselskaberne har for at inddrive deres penge på spildevandsområdet er ved at lave en inkassoforretning.

Kommer der ikke noget ud af det, går de den tunge vej til skifteretten. Men:

- Ofte kommer der ikke ret meget andet ud af det, end en masse omkostninger i form af advokathonorarer og gebyrer, og det, synes vi, er fuldstændig overflødigt i sådanne sager. Det vil være meget billigere for alle, hvis vi kan få flere redskaber, mens Skat er sat på standby, lyder det fra Danva.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube