Vero Moda-syersker besvimer i flok

Efter en brand faldt 40 syersker om på Bestseller-fabrik. Deres forhold er ikke i orden, siger ekspert.

Arbejdsforholdene på Bestseller fabrikkerne e (© DanWatch)

Modegiganten Bestseller, som står bag Vero Moda, bekræfter, at ansatte hos deres leverandør i Cambodia massebesvimede ved en brand, der brød ud i februar.

Branden udløste panik blandt de tusindvis af arbejdere, og det endte med, at 40 personer besvimede og faldt om på jorden.

Så folk var bange og løb væk. Jeg løb selv ud, og mistede bevidstheden. Da jeg vågnede igen, var jeg på en klinik

Tomiko, 18-årig SYERSKE FOR BESTSELLER

Det undersøgende medie DanWatch har interviewet en række arbejdere fra fabrikken om episoden.

Bopha på 30 år siger, at folk besvimede på grund af panik og generel udmattelse:

- Da jeg vendte mig om, så jeg flammer og røg. Nogen trykkede på alarmknappen, og arbejderne løb ud. Men kort efter bad en fra administrationen os om at vende tilbage til arbejde, fordi de allerede havde slukket ilden. Så vi gik ind igen, der var stadig røg og ild. Så vi løb ud igen, det skete tre eller fire gange. Alle var udmattede, og nogle faldt om og besvimede, siger Bopha til DanWatch.

Tomiko på 18 år er en af dem, der besvimede. Hun fortæller, hvordan arbejdere fra alle afdelinger løb ud af bygningen under branden. Da en af lederne bad dem vende tilbage til arbejdet, var der stadig røg inde på fabrikken.

- Så folk var bange og løb væk. Jeg løb selv ud, og mistede bevidstheden. Da jeg vågnede igen, var jeg på en klinik, siger Tomiko til DanWatch.

Bestseller var der selv

Branden hos Bestsellers leverandør i Cambodia brød ud netop en af de dage, hvor tøjgiganten havde sendt en medarbejder ud for at kontrollere arbejdsvilkårene på fabrikken.

Bestseller fortæller, at deres medarbejder så de ansatte blive evakueret til et samlingssted ude foran fabrikken, som de har øvet sig på under en brandøvelse. Bestseller oplyser også, at de selv har udført træning i brandsikkerhed på fabrikken.

- Vi kan selvfølgelig altid blive bedre. Men helt grundlæggende står vi inde for den indsats, vi gør, og de forhold, der er på den fabrik. Ellers ville vi ikke samarbejde med dem, siger Jesper Stubkier, kommunikationschef i Bestseller.

Jeg er sulten det meste af dagen, så nogle gange gemmer jeg en snack i mit tøj, men det er ikke tilladt at tage snacks med ind.

SOTHIA, Syerske for Bestseller

Ekspert: Helt utidssvarende forhold

De besvimede arbejdere blev efterfølgende behandlet med glucose-drop, fordi de led af væske- og saltubalance, fortæller en læge fra den lokale lægeklinik til DanWatch.

På fabrikken har arbejderne en times frokost - før og efter frokost arbejder de fire til otte timer i træk uden adgang til anden næring end vand. Det fortæller en syerske ved navn Sothia:

- Jeg er sulten det meste af dagen, så nogle gange gemmer jeg en snack i mit tøj, men det er ikke tilladt at tage snacks med ind. Hvis nogen bliver opdaget, kan de blive fyret, siger syersken til DanWatch.

Så mange timers arbejde uden nogen form for kalorieindtag er belastende, siger Jane Frølund Thomsen, overlæge på Arbejds- og Miljømedicinsk afdeling på Bispebjerg Hospital:

- Det er helt utidssvarende forhold. Det er ikke i orden. Otte timer er alt for lang tid i træk uden mad og pauser, og kun med vand i det omfang man kan nå at drikke det, siger Jane Frølund Thomsen.

Ud over at have meget få pauser og få muligheder for at få mad og drikke fortæller syerskerne, at de skal holde et meget højt tempo.

Fabrikken forlanger et meget højt produktionsmål, for hvor mange stykker tøj de skal sy per dag og for, hvor meget, der skal kontrolleres.

For eksempel skal en af kvinderne nå at gennemgå alle syninger på 4000 stykker tøj.

Det hårde og tempoprægede arbejde i høj temperatur øger kroppens behov for pauser og næring, forklarer Jane Frølund Thomsen

- Hvis det er meget varmt, sveder man salte ud af kroppen. Hvis man sveder salt og vand, så er hjernen følsom over for det. Det kan give hedeslag. Derfor er det vigtigt med f.eks. æblejuice til at erstatte salte, når man sveder. Hvis man kun erstatter med vand, får man problemer, siger hun.

De fysiske forhold i dagligdagen kan godt medvirke til, at syersker pludselig kollapser, hvis der opstår en stresset situation:

- Jo dårligere stand du er i, jo mere påvirkelig vil du være, lyder det fra Jane Frølund Thomsen.

Bestseller: Flere årsager til besvimelser

Hos Bestseller vil kommunikationschef Jesper Stubkier ikke udelukke, at arbejdsforholdene spiller ind på, hvorfor en stribe syersker besvimede ved branden i februar måned. Men han tror, der er flere årsager i spil:

- Arbejdsforholdene er også en medvirkende faktor. Men det er et meget specielt fænomen, at flere besvimer på én gang. Det er ikke noget, vi har oplevet før på vores fabrikker, heller ikke i Bangladesh, Indien eller Kina, siger Jesper Stubkier fra Bestseller:

- Det er nok en kombination af nogle ydre og nogle kulturelle forhold. Noget vi også har sat gang i at kigge nærmere på efter den her oplevelse.

FAKTA OM BESTSELLER

  • Bestseller er en dansk-baseret global modekoncern som står bag ca. tyve forskellige tøjbrands bl.a. Vero Moda, Only, Vila og Name it
  • Bestseller-koncernen er ejet af familien Holch Povlsen, hvor Anders Holch Povlsen er administrerende direktør.
  • Bestseller havde en omsætning 23 milliarder kroner og et overskud før skat på 2 milliarder kroner i seneste regnskab.
  • Bestseller ejer ikke selv nogen tekstilfabrikker, men har et stort antal leverandører i bl.a. Kina, Indien, Bangladesh, Tyrkiet etc.
  • Bestseller har 2.700 butikker og mere end 15.000 medarbejdere globalt.