Vestas i stort erhvervsdrama

ANALYSE Sag om fratrædelsesgodtgørelse i vindmøllegiganten har ført til afsløring af forhold, der minder om industrispionage. Oprulningen af sagen starter i Retten i Aarhus fredag. Måske.

Medvinden er stilnet af for vindmøllegiganten Vestas. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Hvis forfatterne til tv-serien Bedrag mangler inspiration til de kommende sæsoner, kan de passende lægge vejen forbi Retten i Aarhus de næste par måneder.

Måske.

For helt i tråd med, hvad vi tidligere har set, når de store erhvervsskandaler bliver udrullet, risikerer sagen at blive lukket for offentligheden, før den for alvor kommer i gang.

Dermed risikerer offentligheden - og ikke mindst aktionærerne i Vestas - at gå glip af den fulde historie om potentiel industrispionage, et mystisk forhold til en indisk partner, et iskoldt forhold mellem direktøren og finansdirektøren i Vestas plus en spektakulær fyring.

Udsat med kort varsel

Sagen skulle være startet i dag, men i går blev starten udsat til fredag. Formentlig fordi sagens parter forhandler om at indgå et forlig.

Sker det slipper en perlerække af prominente vidner for at give deres bidrag til fortællingen om et helt utroligt erhvervsdrama i en af Danmarks allerstørste og mest ikoniske virksomheder, Vestas.

Nedenfor kan du læse, hvordan det hele startede:

Krise i 2012: Rekordstort milliardunderskud

Vestas' administrerende direktør Ditlev Engel. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Dramaet tog sin begyndelse den 8. februar 2012. Vestas præsenterede den dag et elendigt regnskab for 2011. Underskuddet var rekordstort på 1,1 milliarder kroner, og den ellers så populære aktie var på fire år dykket fra en stykpris på 692 kroner til 57 kroner.

Krisen i det danske vindeventyr var afgrundsdyb, og bestyrelsesformand Bent Erik Carlsen blev presset ud af bestyrelsen af en gruppe store investorer.

Presset var også stort på den administrerende direktør, Ditlev Engel, men han klarede frisag i første omgang. Til gengæld blev hans finansdirektør, Henrik Nørremark, ofret, og mange iagttagere forklarede fyringen med, at den først og fremmest var et udtryk for, at der skulle findes en syndebuk for de dårlige resultater.

Stopper udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse

Vestas' tidligere finansdirektør, Henrik Nørremark, kalder sagen for "den sværeste periode i mit liv". (Foto: bt-jga © Scanpix)

I september 2012 stoppede den nye bestyrelse i Vestas imidlertid udbetalingen af Henrik Nørremarks fratrædelsesgodtgørelse.

Den nye ledelse med bestyrelsesformand, Bert Nordberg, i spidsen, skrev i en fondsbørsmeddelelse den 2. oktober, at man havde fundet dokumentation for, at Henrik Nørremark i efteråret 2011 lavede to aftaler med en indisk partner i strid med virksomhedens interne regler.

Aftalerne kunne i værste fald koste Vestas 130 millioner kroner. Henrik Nørremark svarede straks igen ved at bedyre sin uskyld og stævne Vestas for de 8,5 millioner kroner, som han stadig mener at have til gode.

"Project Dragon" indledes

I løbet af efteråret 2012 undersøgte advokatfirmaet Gorrissen Federspil sagen for Vestas, og afdækningen af en spektakulær forretningsdisposition begyndte at tage form.

Projektet blev kaldt ”Project Dragon” og skulle afsløre, hvordan kinesiske konkurrenter kunne producere vindmøller meget billigere end Vestas.

For at finde ud af det, uden at kineserne skulle blive mistænksomme, lavede Vestas en aftale med en indisk mellemmand, der skulle købe møllerne, så Vestas kunne skille dem ad.

Undervejs i denne operation skulle Henrik Nørremark angiveligt have eftergivet en gæld til den indiske partner for 33 millioner kroner og senere have ladet Vestas investere lidt mere end 100 millioner kroner i et nyt fælles dansk-indisk projekt. I begge tilfælde uden at have fået lov af hverken Ditlev Engel eller af bestyrelsen.

Bagmandspolitiet opgiver sagen

Vestas mente, at Henrik Nørremark havde handlet i strid med selskabets interesser og derfor ikke havde fortjent sin fratrædelsesgodtgørelse. Men opgøret stoppede ikke her.

Vestas fulgte op med at stævne den indiske partner, RRB, ved en indisk domstol med krav om at tilbagebetale 133 millioner kroner. Derudover meldte Vestas også Henrik Nørremark til bagmandspolitiet, der sigtede Henrik Nørremark for mandatsvig i sommeren 2013.

Den sigtelse blev dog droppet i juni 2015, hvor bagmandspolitiet blandt andet oplyste, at man havde haft svært ved at få oplysninger fra Indien.

Undervejs er der dog blevet lækket flere udskrifter af politiets afhøringer og interne arbejdspapirer, som sandsynliggør, at blandt andet Ditlev Engel vidste besked om ”Project Dragon”, akkurat som Henrik Nørremark påstår.

Ditlev Engel blev fyret fra Vestas i august 2013 og har forholdt sig tavs om beskyldningerne lige siden. Går alt efter den plan, der netop er lavet om, skal han vidne i sagen den 11. marts, mens Henrik Nørremark giver sin version af sagen på torsdag og fredag i næste uge.

Forlig skal lukke fortællingen

Retten i Aarhus melder, at der gælder først til mølle, hvis man vil følge sagen. Stolerækkerne forventes at blive fyldt op. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Retten i Aarhus er forberedt på, at der kan blive kamp om at følge slagudvekslingen fra første parket i retssalen på Lille Torv. I sidste uge skrev retten således helt ekstraordinært på sin hjemmeside, at der kun er 18 tilhørerpladser i retssalen.

Pladserne vil blive tildelt efter ”først til mølle”-princippet, skrev retten.

Det bliver så spændende at følge, om sagen får den konsekvens, at man fremover kan tale om ”først til vindmølle”- princippet, når det gælder om at undgå, at hele sandheden kommer frem i en betændt sag.

I hvert fald forklarer Dagbladet Børsen i dag udsættelsen med, at sagens parter i både USA, hvor Henrik Nørremark bor, Indien og Danmark, forhandler om et globalt forlig. Forliget skal både lukke Vestas’ krav om de 133 millioner kroner mod inderne og Henrik Nørremarks krav om fratrædelsesgodtgørelsen fra Vestas i samme omgang.

Og allervigtigst; så skal forliget lukke fortællingen om, hvad der egentlig skete i maskinrummet hos Vestas, da Henrik Nørremark og Ditlev Engel kørte parløb og ville vide, hvordan kineserne byggede vindmøller.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube