Vi smider mindre mad ud

En dansk gennemsnitsfamilie er blevet bedre til undgå at smide god mad i skraldespanden, viser en beregning.

Mindre mad ryger i skraldespanden end for ti år siden.

Der ryger færre spiselige grøntsager og rester fra aftensmaden i skraldespanden.

Det viser en udregning, som Landbrug og Fødevarer har lavet for Magasinet Penge.

Fødevareorganisationen har regnet på, hvad en familie med fire personer årligt smider ud for, og danskerne er blevet bedre til at undgå at smide mad i skraldespanden.

Madspild versus madaffald

Madspild bliver defineret som de indkøbte/tilberedte fødevarer, som husstanden har valgt ikke at spise og i stedet kassere. Det kan være, at kartoflerne er begyndt at spire, æblet blevet rynket, fødevaren har fået mug/råd, datomærkningen kan være overskredet, eller en rest fra middagsmaden er smidt ud i stedet for at blive spist næste dag.

Madaffald bliver defineret som affald, der typisk opstår under forarbejdning og tilberedning af maden. Det drejer sig f.eks. om skræller, skrog, ben, knogler og skind. Det dækker også over kaffegrums, æggeskaller, osteskorper.

Kilde: Stopspildafmad.dk

- Hvis man kigger over de seneste ti år, så er der tegn på, at danskerne smider mindre mad i skraldespanden. I 2010 smed en familie på fire mad i skraldespanden for cirka 10.000 kroner årligt, og i dag har vi reduceret det til 7.200 kroner, siger afdelingsleder i Landbrug og Fødevarer, Klaus Jørgensen.

Kampagner har hjulpet

At danskerne er blevet bedre til at undgå madspild glæder stifteren af forbrugerbevægelsen Stop Spild af Mad, Selina Juul.

- Det er fantastisk. Vi har sat fokus på det igennem i de seneste seks år, og det er fedt at se, at holdning skaber handling. Det viser, at mange flere danskere er opmærksomme på madspild.

Hun mener, at det er de seneste års kampagner og massive fokus, der har hjulpet danskere til at smide mindre mad ud.

- Da vi begyndte, var der ikke så stor opmærksomhed på det. Butikkerne, supermarkeder, fødevareproducenter og politikere er også kommet med på bølgen. Det er en kampagne, der bunder i sund fornuft. Det handler om at bruge sine fødevarer meget bedre, siger Selina Juul.

Målet er ikke nået endnu

- Det er fantastisk. Vi har sat fokus på det igennem de seneste seks år, og det er fedt at se, at holdning skaber handling.

Selina Juul, Stop Spild af Mad

Selina Juul mener dog stadig, at danskerne kan blive bedre til at undgå at kyle mad ud.

- Vi er ikke i mål endnu. I europæisk sammenhæng ligger vi i midten, men vi kan blive meget bedre. Der er stadig meget, som vi kan gøre, siger hun.

Den betragtning deler afdelingsleder i Landbrug og Fødevarer, Klaus Jørgensen.

- Vi skal være mere opmærksomme, når vi køber ind, når vi laver maden, og når vi har rester tilbage fra aftensmaden—dem skal vi også få genanvendt, siger han.

Se mere om madspild i Magasinet Penge i aften klokken 21.55.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube