Kvindelige iværksættere er en mangelvare i Danmark. En af årsagerne er barselsordningen, mener iværksætterkvinde.

Camilla Ley Valentin er et forbillede for kvinder, der drømmer om at starte egen virksomhed.

Hun er nemlig en af de få kvinder, der er blevet chef i eget firma. Det er hun blevet, efter at have udviklet en software, der forhindrer hjemmesider i at gå ned, når der er mange besøgende.

Tal fra Erhvervsstyrelsen viser, at kun én ud af tre danske iværksættere er en kvinde. Og det tal har været nogenlunde stabilt de sidste ti år. Camilla Ley Valentin mener, at årsagen skal findes i barselsordningen.

- Jeg bliver kontaktet af andre kvinder, der overvejer at starte virksomhed, og en af de barrierer jeg tit hører om, den handler om barsel. Situationen er uklar for de kvinder, der står i en alder, hvor man både skal have børn og starte virksomhed, fortæller hun.

Mere iværksætteri

Camilla Ley Valentin så gerne, at der blev taget flere initiativer til at hjælpe kvindelige iværksættere til at satse på deres egne ideer.

Derfor har hun været med til at samle kvinder til debat om emnet. På én dag blev det seneste arrangement, som kunne rumme flere end 100 deltagere, udsolgt.

Se Camilla Ley Valentin forklare om et tiltag, som hun selv er med til at udbrede for kvindelige iværksættere.

Camilla Ley Valentin fik børn, inden hun startede sin virksomhed. For hende var det den økonomiske usikkerhed, der var den største udfordring.

- Det er meget dyrt at starte en virksomhed, og man kommer til at miste stort set hele sit indtægtsgrundlag i starten - i hvert fald, når det er et softwareprodukt, man skal udvikle over en periode. Det har helt klart været det sværeste at komme igennem, siger hun.

Kvinderne mangler stadig

Lige nu boomer antallet af iværksættere i Danmark, men på trods af talrige kampagner henvendt til kvindelige iværksættere, halter kvinderne stadig efter mændene, når det kommer til at starte virksomheder.

Camilla Ley Valentin har ét godt råd til de kvinder, der overvejer at blive iværksættere:

- Spring ud i det, og læg den krydsliste, som mange kvinder har om, at man skal have alle kompetencerne på forhånd, ned i Mulberry-tasken. Glem det. Kom i gang med det, og søg råd blandt folk, der har prøvet det før, og som står i en tilsvarende situation, lyder rådet.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube