VIDEO Dyne-kongen til kunderne: Rigtig mange gange undskyld

Det piner en af Danmarks mest kendte erhvervsmænd, at han i 2015 skuffede sine egne kunder.

Kunderne er blevet behandlet for dårligt, og personalet blev udsat for urimelige arbejdsvilkår, lyder det i et interview med Lars Larsen.

Kunderne er blevet behandlet for dårligt, efter at Lars Larsen købte møbelkæderne Ilva og Idemøbler.

Sådan lyder det nu fra erhvervsmanden selv, der for første gang udtaler sig om det væld af kundeklager, som har ramt virksomheden.

- Jeg vil gerne sige rigtig mange gange undskyld til de kunder, som oplevede forsinkelser eller aldrig fik deres varer. Vi gjorde det ikke for sjov skyld. Det var desværre bare nogle fejl, som opstod, siger Lars Larsen, der i 2013 brugte en del af sin Jysk-formue på at købe møbelkæderne Ilva og Idemøbler.

Hvad er det, du undskylder for?

- Det er for at have lavet unødige komplikationer for kunderne, og for at vi ikke kunne levere som lovet. Det er pisse-irriterende, når man endelig har puttet en masse penge i nye møbler, at man så ikke får dem til tiden, siger Lars Larsen.

Larsen: Det gik helt galt

Kunderne oplevede i foråret og sommeren 2015, at møbelbutikkerne Ilva og Idemøbler brød aftaler om levering af møbler gang på gang. Det førte til en klagestorm på internettet, og forbrugerprogrammet Kontant forsøgte at få ejeren Lars Larsen i tale om problemerne.

- Det gik helt galt. Vi måtte rende rundt på lageret og lede efter varerne og hive dem ud med med håndkraft.

Lars Larsen

Det ønskede Larsen ikke dengang. Men efter at have sundet sig oven på et særdeles uheldigt år i møbelfirmaet, som resulterede i et minus på hele 156 millioner kroner, mener Dyne-kongen nu, at det er på plads med en regulær undskyldning til kunderne:

- Det gik helt galt. Vi måtte rende rundt på lageret og lede efter varerne og hive dem ud med med håndkraft. Det gjorde vi også godt langt hen ad vejen, og vi fik ekspederet omtrent halvdelen af ordrerne, men det er jo ikke godt nok, siger Lars Larsen.

Urimelige arbejdsvilkår

Ilva og Idemøbler har efter problemerne haft travlt med at rydde op i it-systemer, lager og kundeklagerne. Og nu lysner det, fastslår Lars Larsen.

- Personalet blev udsat for urimelige arbejdsvilkår i et halvt år. Men nu er vi ved at være kørende igen. Vi er nu oppe på 80-85 procents leveringssikkerhed, og inden for to måneder, så er vi oppe på 95 procent. Højere kan man ikke komme, siger Lars Larsen og fortsætter:

- Der vil altid være noget, som ikke helt fungerer. Vi ved fra vores andre virksomheder, at vi ikke kan komme op på 100 procent.

Se DR Nyheders interview med Lars Larsen om hans vanskelige møbeleventyr i TV Avisen i aften kl. 21:30.

- Jeg vil gerne sige rigtig mange gange undskyld til de kunder, som oplevede forsinkelser eller aldrig fik deres varer. Vi gjorde det ikke for sjov skyld, siger Lars Larsen.

Opslået af DR Nyheder på 12. januar 2016

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube