Yahoo søger efter en køber - og fyrer flere

Internetkæmpen Yahoo vil undersøge "strategiske alternativer". Samtidig skal 15 procent af de ansatte væk.

Der bliver ikke meget at juble over for 15 procent af Yahoos ansatte - de skal fyres. (Foto: Karen BLEIER © Scanpix)

Der var en gang, hvor næsten enhver søgning på internettet startede hos Yahoo. Men selskabet, der har været med fra internettets begyndelse, har været på retræte længe og åbner nu op for at sælge sig selv.

Det fremgår af selskabets regnskab for 2015.

- Bestyrelsen mener, at det at udforske yderligere strategiske muligheder, ved siden af arbejdet for at gennemføre strategien, er i aktionærernes bedste interesse, skriver bestyrelsesformand Maynard Webb i regnskabet.

Antallet af ansatte reduceres

Selve regnskabet viser en lille stigning i omsætningen til 5,0 milliarder dollar. Men der er også et stort underskud på 4,4 milliarder dollar hovedsageligt udløst af nedskrivninger på goodwill.

Sammen med regnskabet kommer en strategisk plan, der indebærer, at Yahoo vil nedbringe antallet af ansatte med 15 procent, det svarer til cirka 1700 medarbejdere.

Desuden vil Yahoo sælge sine kontorer i Madrid, Buenos Aires, Dubai, Mexico City og Milano.

Yahoo blev startet i 1994 af to studerende fra Stanford University. Selskabet var i slutningen af halvfemserne verdens mest populære startside for alle internetbrugere.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube