200.000 Dong-underskrifter på vej til Corydon på sækkevogn

Manden bag underskriftsindsamlingen mod statens salg af Dong-aktier skal i dag klokken ni aflevere sine 200.000 underskrifter til Bjarne Corydon.

Niels Christian Cederberg skal i dag klokken ni aflevere sine godt 200.000 underskrifter til finansministeren. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)

Klokken 13 i dag skal Folketingets Finansudvalg endeligt afgøre, om det meget omstridte salg af Dong-aktier til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs skal blive til virkelighed.

Men inden da skal aftalens største forkæmper, finansminister Bjarne Corydon(S), have overrakt det fysiske bevis for den store folkelige protest, der har været imod salget. De 200.000 underskrifter, der er blevet indsamlet online i de seneste uger, skal nemlig overrækkes ministeren.

- Jeg håber da, at han møder op, så jeg kan give dem til ham personligt, siger underskriftsindsamlingens initiativtager Niels Christian Cederberg, der til daglig arbejder som vært på radiostationen P8 Jazz.

Han vil aflevere de 200.000 underskrifter klokken ni ved hjælp af en sækkevogn.

Ville bare skabe debat blandt facebookvenner

Underskriftsindsamlingen startede 14. januar, men tog for alvor fart omkring 24. januar. På de seneste seks dage er der således kommet mere end 150.000 underskrifter. Og med sine cirka 200.000 tilslutninger er det den største indsamling i Danmarks historie.

- Det er min første underskriftsindsamling, og jeg havde virkelig ikke troet, at det ville ramme så bredt. Jeg ville bare gerne starte en debat blandt mine facebookvenner, siger Niels Christian Cederberg.

- Det er da vildt fedt, at jeg har kunnet bidrage til debatten på den her måde. Nu har jeg i hvert fald gjort hvad jeg kunne for at bevise, at folk er trætte af den her aftale og af at man ikke tager finanskrisen alvorligt, siger arrangøren med henblik på, at Goldman Sachs har fået en stor del af skylden for den seneste finanskrise.

Svært at rykke ved beslutning

Niels Christian Cederberg gør sig ikke nogen forhåbninger om, at de mange underskrifter for alvor vil gøre en forskel i afgørelsen af Dong-salget.

- Jeg har allerede opnået, det jeg ville. Jeg blev harm over manglen på en principiel debat om, hvem vi vil sælge til og hvad vi skal sælge ud af. Og det er i hvert fald lykkedes, siger han.

Underskriftsindsamlingen er foregået på websitet www.skrivunder.net.