Ændring af kontanthjælpsloft: Handicappede i særlige boliger beholder boligstøtte

Advarsler fra handicaporganisationer og kommuner gør så stort indtryk, at lovforslag bliver lavet om, så omkring 500 handicappede i særlige boliger undtages.

Beskæftigelsesminister Jørgen Neergaard Larsen (V) præsenterede i oktober 2015 et nyt udkast til kontanthjælpsloft. Nu vil flere af forligspartierne ændre lovforslaget, så handicappede i særlig boliger undtages. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Blinde, gigtramte, sindslidende og andre handicappede, der er henvist til at bo i en særlig bolig, bliver undtaget fra det kontanthjælpsloft, som regeringen med opbakning fra de øvrige borgerlige partier er i gang med at vedtage.

Det sker, efter at blandt andre Kommunernes Landsforening og Danske Handicaporganisationer har påpeget, at der ville være stor risiko for, at beboere i handicapboliger, der ofte er meget dyre at bo i, ville risikere ikke at kunne betale deres husleje.

Den kritik har politikerne lyttet til, og lovforslaget bliver derfor ændret, oplyser flere af forligspartierne til Ritzau.

- Det vil betyde, at de handicappede, der har fået anvist deres bolig af kommunen, ikke skal miste boligstøtte som følge af kontanthjælpsloftet. De vil få det samme som de får i dag, siger Marlene Harpsøe (DF).

Kontanthjælpsloftet fungerer ved ikke at skære i selve grundydelsen, men derimod i de andre ydelser, som kontanthjælpsmodtagere også kan få såsom boligstøtte.

Derfor ville det ramme personer med høje huslejer - altså blandt andet beboere i handicapboliger - hårdt.

Ifølge politikerne vil det koste omkring seks millioner kroner at undtage de handicappede i henviste boliger fra kontanthjælpsloftet, der samlet set er vurderet til at spare statskassen for omkring en halv milliard kroner årligt.

Ændringen af lovforslaget ventes at berøre omkring 500 personer.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube