Alderstjek: Hvert 10. uledsagede flygtningebarn er voksen

En opgørelse fra Udlændingestyrelsen viser, at størstedelen af de uledsagede flygtningebørn, der i 2015 fik tjekket sin alder, var over 18 år.

I alt blev der lavet 355 alderstjek af uledsagede flygtningebørn i 2015, og i 234 tilfælde vurderede lægerne, at asylansøgeren var over 18 år. (Foto: Tommy Kofoed © Scanpix)

Sidste år søgte 2.068 uledsagede børn og unge asyl i Danmark. Men omkring 10 procent af dem var i virkeligheden over 18 år.

Det fremgår af en ny opgørelse fra Udlændingestyrelsen.

Når myndighederne er i tvivl om alderen, bliver de unge asylansøgere sendt til en lægelig vurdering. Det skete 355 gange i 2015, og i 234 tilfælde vurderede lægerne, at asylansøgeren var over 18 år.

Venstres integration- og udlændingeordfører, Marcus Knuth, mener, at tallene viser, at der er behov for kontrol på området:

- Det viser jo, at vi ikke skal være naive, og at kontrol er vigtigt i tvivlstilfælde. For det er jo forkert, hvis folk udgiver sig for at være i kategorien 'børn', hvis de ikke er det.

Alderstjek af uledsagede flygtningebørn

I 2014 har Udlændingestyrelsen truffet 282 afgørelser om alder, heraf blev 72 procent vurderet at være 18 år eller derover.

I 2012 blev der foretaget 174 aldersundersøgelser, og i 80 % af sagerne blev asylansøgeren vurderet til at være over 18 år.

I 2011 blev der foretaget 261 aldersundersøgelser, og 72 % af de undersøgte asylansøgere blev vurderet til at være over 18 år.

Kilde: Udlændingestyrelsen

Alder har indflydelse på rettigheder

Alder har stor betydning, når man snakker asylpolitik – og det centrale tal i denne sammenhæng er 18.

Asylansøgere, som er over 18 år gamle, ses nemlig af systemet som voksne og mister derved en række rettigheder, som mindreårige asylansøgere har.

De mindreårige uledsagede asylansøgere har blandt andet lettere ved at få familiesammenføring, og netop derfor er kontrol vigtigt, mener Marcus Knuth:

- Man har jo særlige rettigheder, når man kommer i den kategori, og derfor understreger det, at vi ikke skal være naive.

V vil ikke love mere kontrol

Venstres Marcus Knuth vil dog ikke love, at der er flere alderstjek af asylbørn på vej:

- Jeg har tillid til, at vores myndigeheder laver kontrol, når de er i tvivl. Men der er jo selvsagt mange eksempler, hvor der helt tydeligt er tale om børn, og så er der nogle, der mere falder i en grå kategori, siger ordføreren.

I Danmark foretages aldersvurderinger af asylansøgere af retsmedicinere på Retsmedicinsk Institut i København. Undersøgelsen bruges, når Udlændingestyrelsen føler sig usikker på en flygtnings alder.

Den består af tre trin: et røntgen af hånden, et røntgen af tænder og en kropslig undersøgelse, hvor lægen ser på kønskirtlerne og omfanget af kropsbehåring.

  • FAKTA
  • Uledsagede mindreårige asylansøgere er betegnelsen for børn under 18 år, der kommer til Danmark uden deres forældre for at søge asyl.
  • Uledsagede mindreårige flygtninge har i kraft af FN’s Børnekonvention nogle særlige rettigheder, da de anses som en særlig sårbar gruppe.
  • De mindreåriges sager skal behandles hurtigere og de anbringes på særlige børnecentre.
  • Mindreårige uledsagede asylansøgere har ret til at søge familiesammenføring fra den dag, de får ophold i landet.
  • Kilder: Udlændingestyrelsen og Red Barnet.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube