Alternativet har kandidater klar i 67 kommuner

Det bliver et spændende politisk efterår for det unge parti, lyder det fra ledelsen på sommergruppemøde.

Alternativet holdt pressemøde efter deres sommergruppemøde på Kalvebod Brygge på Amager. Her ses Josephine Fock, Uffe Elbæk og Rasmus Norqvist. (Foto: Martin Sylvest/Scanpix 2017) (Foto: Martin sylvest © Scanpix)

Alternativet opstiller kandidater i 67 af landets 98 kommuner. Det oplyser politisk ordfører Rasmus Nordqvist (Å) på et pressemøde i forbindelse med partiets sommergruppemøde.

- Det er virkelig et flueben for mig, lyder det fra Rasmus Nordqvist.

Partiets kommunale kandidater vil arbejde for at udbrede den samfundsmodel, Alternativet ønsker, på lokalt plan.

Partiet har netop præsenteret en helt ny regnemodel, der forklarer, hvordan politiske forslag skal måles på tre bundlinjer: Den grønne, den sociale og den økonomisk.

Derudover skal lokalpolitikerne for Alternativet arbejde for et Danmark, hvor alle kommer med, understreger Rasmus Nordqvist.

Stillede ikke op sidst

Alternativet var ikke dannet ved det seneste kommunalvalg i 2013, men partiet har byrådsmedlemmer i enkelte kommuner, hvor byrådsmedlemmer har skiftet parti.

Partileder Uffe Elbæk (Å) har flere gange understreget, at ambitionerne er store ved valget i november. Blandt andet håber Alternativet at kunne erobre en borgmesterpost i København.

Pressemødet, der blev afholdt under åben himmel på Amager Fælled, sluttede brat, da det begyndte at regne.

/ritzau/