Alternativet: Skatterabat til dem, der arbejder hjemme

Forslaget skal at forbedre klimaet, afhjælpe trafikpropper på vejene, bekæmpe stress og sikre bedre balance mellem arbejds- og familieliv.

Danskerne skal have incitament til at arbejde hjemme, mener Alternativet. (© (c) Colorbox)

Hvis du er glad for at tage en arbejdsdag derhjemme en gang imellem, så kan du måske se frem til endnu flere af dem hjemme i stuen.

Alternativet vil give en skatterabat til alle dem, der vælger hjemmekontoret i stedet for turen til arbejde, siger gruppeformand i Alternativet Josephine Fock:

- Overordnet set vil vi gerne skabe større sammenhæng mellem land og by, og det vil sige, at det skal kunne betale sig at bo langt fra, hvor man arbejder, så forslaget er en fordel for vores landdistrikter, siger Josephine Fock.

En hjælpende hånd til klimaet

Alternativet håber især, at initiativet kan forbedre klimaet, da flere vil holde bilen derhjemme, hvis de ikke skal på arbejde.

- Det vil også gavne miljøet, fordi der kommer færre biler på vejene, vi undgår trafikpropper, og så skal man ikke transportere sig selv på arbejde, siger Josephine Fock.

Hos Radikale Venstre er man ikke begejstret for initiativet.

- Som jeg forstår Alternativets forslag, så skal sygeplejersker, skolelærere, pædagoger, murere, blikkenslagere og mange andre betale ekstra for, at andre kan arbejde hjemme bag en computer. Virker det ikke lidt asocialt, at tømreren skal betale mere i skat, end den revisor der reviderer hans regnskaber hjemmefra?, lyder det fra fungerende politisk ordfører Kristian Hegaard (R).

Omlægning af kørselsfradrag

Men står det til gruppeformanden fra Alternativet, så er forslaget uden omkostninger, da kørselsfradraget vil blive lavet om til et skattefradrag for hjemmearbejde til dem, der vælger at lade bilen stå hjemme.

- Du kan jo også få et fradrag for kørsel, og det er jo det, vi vil omlægge til, så du også kan få et fradrag for at sidde derhjemme og arbejde, siger Josephine Fock.

Forslaget falder heller ikke i god jord hos De Konservative. Her vil man hellere lægge kræfter i at styrke Skat og investere i de ændringer, som Skat står over for, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) præsenterede den 13 juni.

- Vi ønsker ikke at komplicere skattesystemet yderligere. Vi vil fokusere på at gøre systemet mere enkelt, og vi ønsker ikke flere unødvendige skattefradrag, siger fungerende politisk ordfører Brigitte Klintskov Jerkel (K).

Alternativet vil nu arbejde for opbakning til forslaget i Folketinget.