Analytiker om uro i S-bagland: Mette F. slider på sin formandsopbakning

Flere kreds- og lokalformænd kritiserer partiledelsen for den førte udlændingepolitik.

Uroen kommer efter, Socialdemokraterne i tirsdags stemte ja til en ny række asylstramninger, som blandt andet giver retten til at konfiskere asylansøgeres værdigenstande. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Der er et klart billede i det socialdemokratiske bagland, efter at folketingsgruppen i tirsdags vedtog en ny pakke asylstramninger sammen med blå blok:

Medlemmerne er bekymrede.

Sådan lyder vurderingen fra DR’s politiske analytiker Jens Ringberg, efter at en rundringning, som DR Nyheder har foretaget til 20 socialdemokratiske kreds- og lokalformænd, viser, at over halvdelen er kritiske over for partiledelsens asyl- og flygtningepolitik.

- Der er væsentlig bekymring i baglandet om, hvor langt toppen har bevæget sig, bare siden man selv sad i regering. Man er bekymret for, hvad partitoppen har skibet sig ind i sammen med Venstre og Dansk Folkeparti, siger han.

Kritikken går blandt andet på, at man før folketingsvalget selv satte grænsen for familiesammenføring til et år og sagde, at grænsen var nået, men at man nu er gået med til tre år.

- Baglandet kan også se, hvordan der tales om Danmark ude i verden, og de kan se, at man er i selskab med Kristian Thulesen Dahl og Lars Løkke Rasmussen, siger Jens Ringberg.

Bør tages alvorligt

Med enighed i partiets ledelse skal formand Mette Frederiksen dog ikke være bange for, at partiet revner, eller at mange tusinde medlemmer forsvinder. Alligevel bør hun bekymre sig, lyder vurderingen.

- Mette Frederiksen skal tage det alvorligt i den forstand, at hun trækker på den kredit, hun har som helt ny partiformand, valgt fra venstrefløjen. Få ville kunne gøre det som hende, men hun slider hele tiden på sin egen formandsopbakning, siger Jens Ringberg.

- Jeg tror til gengæld ikke, at hun er særligt bekymret for, om der går vælgere fra Socialdemokraterne. For så går de ikke over til de borgerlige partier, men over til Alternativet, SF, Enhedslisten og De Radikale.

Nødvendig socialdemokratisk politik

Jens Ringberg peger på, at Mette Frederiksen undervejs i sin karriere har været i stand til at forklare store politiske skift ud fra en socialdemokratisk logik. Og sådan forsøger hun nu også at forsvare partiet linje i 2016.

- Hun forklarer, at det er nødvendig socialdemokratisk politik at stå for en stram udlændingepolitik, hvis man husker at kombinere det med alt muligt andet som større ulandsbistand, og at kommunerne får penge nok til integration og så videre, siger Jens Ringberg.

Og med en folketingsgruppe, der er relativt enige om, at antallet af mennesker, som kommer til Danmark, har en betydning, er der etableret en fælles socialdemokratisk sandhed, som kan bruges som argument fremover.

- Jeg har endnu ikke hørt Socialdemokraterne udelukke, at man vil gå med til yderligere stramninger hen ad vejen, siger Jens Ringberg.

- Men der er ingen partiformænd, der har brug for at se folk melde sig ud af partiet eller se kredsformænd tage telefonen, når vi (journalister red.) ringer til dem og sige, ja vi er bekymrede herude.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube