Analytiker: Pensionerede Rønns næse minder ministrene om at overholde reglerne

Selvom næsen kommer fem år efter fyringen, så har den stadig betydning, forklarer DR's politiske analytiker.

Det er næsten fem år siden, Birthe Rønn Hornbech mistede jobbet som integrationsminister på grund af statsløsesagen - først nu får hun en næse. (Foto: Simon Læssøe © Scanpix)

Fem år skulle der gå, fra Birthe Rønn Hornbech blev fyret som integrationsminister, til hun fik en næse for statsløsesagen.

DR’s politiske analytiker forklarer, at næsen kan være med til at minde andre minister om at overholde reglerne.

- Det diskuteres tit, om det har nogen betydning, når der kommer en næse mange år efter, at en sag kom frem. Efter min mening har det betydning – både at der er gennemført en stor undersøgelse, og at der til sidst udtrykkes kritik. Det er med til at minde nuværende og kommende ministre og deres embedsmænd om, at man skal holde reglerne – og ingen har lyst til at blive trukket gennem en stor kommissionsundersøgelse, siger Jens Ringberg.

Og kritikken er ikke en lille en af slagsen, forklarer han.

- Kigger man på formuleringen, så er det en meget skarp kritik, et flertal i Folketinget her retter mod en tidligere minister. Vendingen ”stærkt kritisabel” er i den tungere ende af skalaen, siger Jens Ringberg og tilføjer:

- Den her næse kan på ingen måde være det punktum for den politiske karriere, Birthe Rønn Hornbech havde håbet på eller forestillet sig. Hun har altid været meget optaget af folkestyret og respekten for Folketinget – og så får hun en stor næse af et flertal i netop Folketinget for ikke at orientere Folketinget godt nok. Men det skal jo ses i forhold til, at nogle forventede, hun ville blive kritiseret sønder og sammen af Statsløsekommissionen, og det skete ikke.

Som integrationsminister gik Birthe Rønn Hornbech imod to FN-konventioner og afviste at tildele statsborgerskab til unge statsløse palæstinensere. Socialdemokraterne, Enhedslisten, Liberal Alliance, De Radikale, SF og Alternativet finder den tidligere ministers rolle "stærkt kritisabel" og udtaler ”alvorlig kritik”.

- Birthe Rønn Hornbech kan glæde sig over, at hendes eget parti, Venstre, har fået overbevist Dansk Folkeparti og De Konservative om, at de skal sige nej til at være med i den meget hårde kritik. Men det er stadig et pænt flertal i Folketinget, der giver hende næsen, siger Jens Ringberg.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube