Annette Vilhelmsen færdig med politik: Har meldt sig ud af SF

- Jeg har gjort det for at komme ud af politik, fordi det har jeg brug for, siger den tidligere SF-formand.

Den tidligere SF-formand og erhvervs- og socialminister Annette Vilhelmsen har meldt sig ud af SF. (Foto: TORKIL ADSERSEN © Scanpix)

Tidligere formand for SF og forhenværende erhvervs- og socialminister Annette Vilhelmsen har meldt sig ud af partiet.

Udmeldelsen skal være sket allerede i august, skriver Ekstra Bladet.

Gruppeformand Jakob Mark bekræfter over for DR Nyheder, at Annette Vilhelmsen ikke længere er medlem.

Blå Bog: Annette Vilhelmsen

Alder: 57 år.
Uddannelse:
* Uddannet kontorassistent fra Svendborg Andels Slagteri i 1979.
* Uddannet lærer fra Den frie Lærerskole i 1986.
* Cand.pæd. i almen pædagogik fra Danmarks Lærerhøjskole i 2001.
Karriere:
* Medlem af Kerteminde Byråd fra 2001 til 2011.
* I to måneder i 2008 midlertidigt medlem af Folketinget som vikar for Anne Baastrup.
* I to måneder i 2009 midlertidigt medlem af Folketinget som vikar for Karsten Hønge.
* Fra 2011 medlem af Folketinget.
* Formand for SF fra oktober 2012 til februar 2014.
* Erhvervs- og vækstminister fra oktober 2012 til august 2013.
* Social-, børne- og integrationsminister fra august 2013 til februar 2014.
* Tidligere ordførerskaber: børne- og undervisningsordfører, erhvervsuddannelsesordfører, uddannelses- og forskningsordfører, innovationsordfører, grønlandsordfører, kulturordfører og idrætsordfører.
* Siden august 2016 direktør for uddannelsesinstitutionen Tietgen i Odense.
Civilstand: Gift med John Vilhelmsen.
Bopæl: Kerteminde.
Kilder: ft.dk, altinget.dk,
/ritzau/

I 2012 afløste hun Villy Søvndal som SF's formand.

Annette Vilhelmsen var formand for partiet fra oktober 2012 til februar 2014, hvor hun blev efterfulgt af Pia Olsen Dyhr.

Ved formandsvalget i 2012 slog hun den tidligere SF'er Astrid Krag i SF's urafstemning, selv om hun kun havde ti år i Kerteminde Byråd som politisk ballast.

En privat sag

Til Fyens Stiftstidende siger Annette Vilhelmsen, at hun er færdig med politik:

- Jeg har haft brug for at rydde op og trække en streg i sandet. Jeg har gjort det for at komme ud af politik, fordi det har jeg brug for, siger hun.

Det har ifølge den tidligere formand var været helt udramatisk at kvitte partiet.

- Ens medlemskab af et politisk parti er en privatsag, men jeg ved også godt, at jeg er en offentlig person. Jeg har helt bevidst gået stille med det, for der har ikke været noget dramatik i det på nogen måde, siger Annette Vilhelmsen.

Som formand trak hun sig 30. januar 2014 sit parti ud af den daværende regering med Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre.

Hun stoppede selv som formand ved samme lejlighed.

Regeringsudmeldelsen skete på baggrund af intern splittelse i partiet i forbindelse med salget af Dong Energy.

Annette Vilhelmsen har senest vakt opsigt ved at udtale sig om lærerkonflikten i bogen "Søren og Mette i benlås".

/DR Nyheder/