Asylansøgere venter næsten 100 dage på første samtale

Fra en flygtning søger om asyl i Danmark, venter vedkommende i gennemsnit 93 dage, før den første samtale med Udlændingestyrelsen finder sted. En markant stigning fra sidste år.

Flygtninge, der venter på, om deres asylansøgning kan behandles i Danmark, må væbne sig med tålmodighed. (Foto: Bent K Rasmussen © Scanpix)

Der går ugevis fra en flygtning søger om asyl i Danmark, til vedkommende kommer til sin første samtale med Udlændingestyrelsen.

I januar i år ventede asylansøgerne i gennemsnit 93 dage på den første samtale, viser foreløbige tal fra Udlændinge-Integrations- og Boligministeriet.

Længst er ventetiden for personer fra Eritrea, der i gennemsnit venter 106 dage, mens personer fra Syrien i gennemsnit venter 95 dage.

Ventetiden er steget

Ventetiden er steget markant siden sidste år, hvor den fra januar til september i gennemsnit 63 var dage. Udlændingestyrelsen har ellers som mål at indkalde asylansøgerne "kort tid efter" deres ankomst til Danmark.

Formålet med den første samtale er at fastlægge asylansøgerens identitet, rejserute og motiv for at få asyl, og det er på baggrund af samtalen, at Udlændingestyrelsen afgør, om asylansøgerens sag overhovedet kan blive behandlet i Danmark, eller om vedkommende skal sendes ud af landet.

Mens flygtningene venter på den første samtale, bor de på et statsligt center med fuld forplejning og modtager lommepenge.

Samlet sagsbehandlingstid holder

Selvom den første samtale falder senere end tidligere, er den samlede sagsbehandlingstid, indtil selve afgørelsen om asyl falder, ikke steget.

Ifølge Udlændingestyrelsen går der fra indrejse til afgørelse i gennemsnit lige under fem måneder.

- Vi har reageret ved løbende at ansætte nye medarbejdere, vi ansætter fortsat og rokerer internt til området, og vi har suppleret med en række initiativer til at effektivisere sagsgangene. Det er over al forventning, at sagsbehandlingstiden har kunnet holdes under fem måneder i snit frem til nu, siger vicedirektør i Udlændingestyrelsen Morten Bo Laursen.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube