Ballade i Forsvaret: Ansatte føler sig truet af forsvarschefen

Ansatte i Forsvaret er utrygge, efter at forsvarschefen ifølge dem har truet med fyringer, hvis de er kritiske på sociale medier.

Forsvarschef Peter Bartram på en række kaserner direkte har truet med fyring af ”illoyale” medarbejdere, som eksempelvis kritiserer forsvarsledelsen på sociale medier. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Forsvarets øverste chef, general Peter Bartram, har skabt utryghed blandt Danmarks soldater.

Utrygheden er opstået, efter at Peter Bartram på en række kaserner direkte har truet med fyring af ”illoyale” medarbejdere, som eksempelvis kritiserer forsvarsledelsen på sociale medier.

På et møde med forsvarsmedarbejdere på Flyvestation Karup, som var en del af forsvarschefens mødeturné rundt i Forsvaret efter en række dårlige HR-målinger, sagde Peter Bartram blandt andet følgende:

Jeg har til hensigt at fyre de folk, jeg kan komme af sted med, som jeg synes er direkte illoyale.

forsvarschef peter bartram

- Jeg har sagt til min kommunikationsafdeling, at den der uhøviske tale på Facebook, hvor man kritiserer folk og sviner enkeltmænd og chefer til, det vil jeg ikke finde mig i. Så de har en ordre om at fjerne de der upassende indlæg.

- Jeg er gået skridtet videre, det skal I også vide. Jeg har bedt min stab kontakte Forsvarets Auditørkorps. Jeg synes, det er uforeneligt med det, jeg gerne vil med det militære, korpsånd, loyaliteten, uniformen, os, der er noget for hinanden og har en tradition og en værdighed. Jeg synes, det er uforeneligt med, at man står med navn og i uniform og sviner chefer til.

- Det kan godt ske, at det, jeg siger nu, bliver opfattet som en trussel om, at jeg allerede er på vej i fængsel. Det ændrer ikke på, at I skal vide, at det her er min holdning, og jeg har til hensigt at stoppe det. Jeg har til hensigt at fyre de folk, jeg kan komme af sted med, som jeg synes er direkte illoyale, sagde Peter Bartram på Karup Kaserne.

Forsvarschefens udtalelser fra kasernen i Karup blev optaget af Forsvaret og siden lagt på sit intranet. DR Nyheder er i besiddelse af den optagelse.

Hård kritik fra fagforening

Forsvarschefen er ifølge DR Nyheders oplysninger kommet med lignende udmeldinger på en række andre baser og kaserner.

Hos den største fagforening i Forsvaret, Centralforeningen for Stampersonel, er kritikken af forsvarschef Peter Bartram særdeles hård.

Peter Bartram truer sine ansatte og forsøger at knægte deres ytringsfrihed, lyder det blandt andet fra Jesper K. Hansen, der er formand for Centralforeningen for Stampersonel.

- Han har efter vores vurdering truet sine ansatte med fyringer, og det er det helt essentielle i denne sag, siger Jesper K. Hansen.

Medlemmerne opfatter det meget negativt og er utrygge ved situationen.

jesper k. hansen, centralforeningen for stampersonel

- Man skal lade være med at knægte ytringsfriheden på den måde. Folk har lov til at være kritiske i forhold til deres arbejdsplads, siger han.

Det er helt i orden at diskutere ansattes optræden på sociale medier, men forsvarschef Peter Bartram er i denne sag gået langt over stregen, mener Jesper K. Hansen.

- Man kan altid stille spørgsmål til, hvordan man skal gøre det, og det er helt legalt at gå ud og sige til sine ansatte: Prøv at se, om vi ikke kan gøre det på en sober måde og undgå at være personlige. Så er det helt legalt, siger han.

Jesper K. Hansen har været i dialog med Peter Bartram om forsvarschefens udtalelser og opfordret ham til at berigtige sine udtalelser.

I et svar til Jesper K. Hansen skriver Peter Bartram imidlertid, at han står ved sin holdning om, at ”direkte og stor illoyalitet” mod sine chefer, sin arbejdsplads og sine kollegaer er uforeneligt med at være ansat i Forsvaret.

Forsvarschefens meldinger har skabt utryghed hos en række af Centralforeningen for Stampersonels i alt 8.000 medlemmer, siger formand Jesper K. Hansen.

- Medlemmerne opfatter det meget negativt og er utrygge ved situationen, når forsvarschefen står og truer dem med fyring. Ikke mindst, at han henviser til Auditørkorpset. Det er jo dem, der straffer folk, så det er meget utrygge medlemmer, siger Jesper K. Hansen.

Forsvarschef: Beklageligt, hvis det opfattes som en trussel

Forsvarschef Peter Bartram siger i et interview med DR Nyheder, at han ikke kan forstå, at medarbejdere i Forsvaret føler sig truet af forsvarschefens udtalelser.

- Det kan jeg ikke helt. Det, der har været min hensigt, har været at fremme kommunikationen, også den kritiske. Det er faktisk derfor, at jeg tager rundt. Halvanden time, hvor jeg åbner ballet og opfordrer folk til at tage en kritisk dialog, siger Peter Bartram.

- Det, jeg har været imod, og det jeg har sagt til dem, er, at jeg synes, det skal foregå på en ordentlig, sober og respektfuld måde. Så det er i virkeligheden mere sproget, end det er at være kritisk, siger forsvarschefen.

Peter Bartram ”beklager” imidlertid, hvis forsvarsmedarbejdere har følt sig truet af forsvarschefens udmeldinger om fyringer og auditørundersøgelser af ”illoyale” medarbejdere.

- Der er jo nogle, der har følt, at det her er en trussel, og det er selvfølgelig beklageligt, hvis det er deres opfattelse. Men jeg synes sådan set, at hovedparten af de tilkendegivelser, jeg har fået, har været enormt positive, siger Peter Bartram.

- Jeg synes bare ikke, at det er rigtigt og respektfuldt at komme med racistiske udtalelser eller kalde kollegaer eller chefer for ”bøsserøve”. Det har jeg sagt til folk, og nu kender de min mening.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube