Bestyrelsesformand: Der skal følge penge med flytning af DR-orkester

Det Kongelige Teaters bestyrelsesformand ønsker ikke, at politikere flytter DR-orkester for at spare penge.

Lisbeth Knudsen har tidligere været nyhedsdirektør hos DR, men i dag er hun bestyrelsesformand for Det Kongelige Teater. (Foto: Sara Gangsted © Scanpix)

Dansk Folkepartis forslag om at flytte DR's symfoniorkester ud af DR og ind i Det Kongelige Teater bliver modtaget med en smule agtpågivenhed i teatrets bestyrelse.

Det Kongelige Teater har selv været tvunget til at skære ind til benet, og derfor understreger bestyrelsesformanden, der også er tidligere nyhedsdirektør i DR, Lisbeth Knudsen, at der skal følge penge med i en eventuel flyttehandel.

- Det er en spændende tanke, hvis det samlet set ikke er en spareøvelse, siger hun.

Skal styrke orkestrene

Stolene er varme under landets orkestre i disse dage, efter kulturminister Mette Boch (LA) har udtalt, at hun vil gøre dem til et emne i de forestående politiske forhandlinger om støtten til medier.

Blandt andet lufter ministeren i en kronik i Jyllands-Posten idéen om at fjerne DR's musiske aktiviteter og lægge DR Symfoniorkestret ind under Det Kongelige Teater.

Det er en model, Lisbeth Knudsen ikke vil afvise, hvis altså pengene følger med.

- Vi taler her om to orkestre, Det Kongelige Kapel og Danmarks Radios Symfoniorkester, der hver især er fremragende orkestre. Derfor er det rigtig vigtigt, at man kan nå frem til, at det samlede udbud bliver styrket ved sådan en løsning, siger Lisbeth Knudsen.

Vil nedlægge Sjællands symfoniorkester

Ifølge Mette Bochs kronik kan det dog ikke undgås, at der må skæres på nogle af landets orkestre, hvis man fortsat vil have den klassiske musik i land og by.

Hun foreslår at nedlægge Copenhagen Phil, hele Sjællands symfoniorkester, for på den måde at kunne sikre stillinger til musikerne i de fem landsdelsorkestre, der er økonomisk trængte.

Det Kongelige Teater har selv skullet spare store beløb de senere år.

Men adspurgt, om man nogensinde har fundet det problematisk, at DR har konkurreret med teatret ved at have et symfoniorkester, er svaret et klart "nej".

- Det er der ikke tale om. Det har eksisteret sådan i mange år, vi har haft en rigtig god sameksistens med Danmarks Radio og et godt samarbejde, siger Lisbeth Knudsen.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube