Birthe Rønn om Støjbergs kagefejring: Det er skammeligt og fladpandet

Den tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbech kritiserer sin partifælle Inger Støjberg i skarpe vendinger.

Ifølge Birthe Rønn Hornbech burde Inger Støjberg i langt højere grad koncentrere sig om at tale integrationen op. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Koret af kritikere vokser nu med et prominent medlem, efter at integrationsminister Inger Støjberg (V) i tirsdags fejrede regeringens udlændingestramning nummer 50 ved at slå et billede af en lagkage op på Facebook.

Tidligere integrationsminister og mangeårig Venstre-politiker Birthe Rønn Hornbech reagerer skarpt på flere udenlandske mediers omtale af Inger Støjbergs meget omtalte fejring.

Den store tyske tabloid-avis Bild spørger blandt andet om "verden har fundet en kvindelig Trump?", og New York Times skriver, at "tiderne hvor Danmark brystede sig af sin imødekommende holdning til udlændinge er skiftet".

- Når det er nået til udenlandske medier, så er der naturligvis grund til stærk bekymring. For det er jo at sætte Danmark som en sort plet på verdenskortet, siger Birthe Rønn Hornbech, der tidligere har truet med at melde sig ud af Venstre, hvis Støjberg en dag bliver partiformand:

- Jeg undrer mig over en integrationsminister, der i den grad i al sin tid har talt integrationen ned. En integrationsminister skal ikke gøre benspænd for dem, der vil integreres og alle de mennesker, der arbejder med integration, siger hun.

Inger Støjberg forklarer sig med, at de her stramninger betyder, at vi kan sende en milliard til en række udviklingslande i nærområderne, og at der er en god grund til at fejre det. Kan der ikke være en pointe i det?

- For nu at sige det pænt, så er den form for event ikke fostret i den største hjerne. Det er det jo ikke. Det er skammeligt. Det er fladpandet, at det når til udlandet, og at vi nu igen bliver dårligt omtalt. Før var det smykkeloven. Det er meget kedeligt, for vi har brug for dygtig arbejdskraft, siger Birthe Rønn Hornbech.

Rønn: Løkke har grund til bekymring

Smykkeloven, der gør det muligt at beslaglægge visse flygtninges værdier, blev vedtaget i januar sidste år efter massiv negativ omtale i udenlandske medier og fik i sidste ende politikere som Jens Rohde og Kåre Traberg Schmidt til at forlade Venstre.

- Jeg kan ikke lide det menneskesyn, og det viser desværre en total mangel på viden om det område, ministeren har med at gøre. Danmark ser meget anderledes ud, end det billede ministeren skaber, siger Birthe Rønn Hornbech.

Statsministeren kalder det beklageligt, at kagefejringen har skabt så stor forargelse blandt politiske modstandere og flere organisationer, der beskylder Inger Støjberg for at slå plat på asylansøgeres og flygtninges ulykkelige situation. Han mener ikke, det har været intentionen.

- Det er ikke til misforstå. Det er igen de her nederdrægtigheder, som specielt må føles af dem, der er på opholdstilladelse. Det kan kun føles negativt. Og det værste er, at nogle af dem, der er utroligt godt integrerede, også bliver negative, både over for regeringen og over for Danmark. Det kan vi så takke integrationsministeren for. Statsministeren har i høj grad grund til bekymring.

Men kan det ikke være fint nok at fejre en politisk sejr, som regeringen opfatter det her som?

- Jeg bryder mig ikke om den måde, det fejres på. Der er i øvrigt heller ingen politiske sejre. Regeringens politik er jo ikke trængt igennem, for alle de mennesker bliver jo ikke hjemsendt. De er her jo stadig. Der er ingen, der kommer hjem, for man kan ikke bare udsende folk i denne verden. Det kan man ikke. Jeg ved selv, hvor svært det var, siger Birthe Rønn Hornbech.

Ingen kommentarer til Rønn-kritik

Venstres tidligere formand og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen har også langet ud efter Inger Støjbergs kagefejring.

- Det drejer sig om mennesker. Det er dybt tragisk, at vi er nødt til at gennemføre stramninger, for det er vi, sådan som verden ser ud omkring os! Men det er der ingen grund til at fejre, siger Uffe Ellemann-Jensen (V) til Kristeligt Dagblad.

En række kommunale Venstre-folk mødes i disse dage til Kommunernes Landsforenings topmøde i Aalborg, og her er der også utilfredshed at spore:

- Kort og godt: Jeg synes, det var plat, siger byrådsmedlem Ulrich Kristensen (V) fra Billund.

Inger Støjberg meddeler igennem sin særlige rådgiver, at hun ikke ønsker at kommentere Birthe Rønn Hornbechs kritik, men tidligere på dagen forholdt hun sig overordnet til kritikken:

- Det har på intet tidspunkt været meningen, at det her skulle provokere nogen. Men jeg synes faktisk, at det var vigtigt at sætte fokus på, at det vi gik til valg på - nemlig at nedbringe antallet af asylansøgere der kommer til Danmark - at det er jo lykkedes, siger hun.