Birthe Rønn: Venstres politik leder tanken hen på tyske koncentrationslejre

Lokalpolitikeren Michael Gattens skifte fra Venstre til De Radikale har fungeret som en tændsats til en voldsom kritik af Venstre fra Birthe Rønn Hornbech.

Birthe Rønn Hornbech leverer en sønderlemmende kritik af Venstre-toppen, efter Michael Gatten fra Københavns Borgerrepræsentation lørdag valgte at forlade partiet til fordel for De Radikale.

Det sker i protest mod Venstres flygtningepolitik, hvor især forslaget om at tage smykker og andre værdier fra flygtninge falder Birthe Rønn Hornbech for brystet.

- Det har haft en kæmpe symbolvirkning, og statsministeren siger, at det er en misforståelse. Men det er det jo ikke, for man kan jo læse lovforslaget. Det har virkelig ledt tanken hen på tyske koncentrationslejre, siger den tidligere integrationsminister.

Uro i baglandet

Birthe Rønn Hornbech er ikke længere en del af Folketinget, men advarer statsminister Lars Løkke Rasmussen og resten af den 35 mand store folketingsgruppe om, at den førte flygtningepolitik kan føre til en større medlemsflugt fra Venstre.

- Der er uro i baglandet. De, som står for de mere liberale værdier, kan ikke affinde sig med det her. De kan ikke lide den menneskefjendske flygtningepolitik, der føres, siger Birthe Rønn Hornbech og fortsætter:

- Det er en meget kedelig drejning, Venstre har taget. Jeg frygter, det hele er ved at gå i opløsning.

Dumt at konkurrere med Dansk Folkeparti

Hun advarer ligeledes Venstre-toppen mod at "rende efter en formodet folkestemning" og lave stramninger på flygtningeområdet, fordi man tror, at vælgerne ønsker det.

- Det har altid været en dårlig forretning at konkurrere med Dansk Folkeparti. Hvis vi begynder at stramme, så vil de stramme endnu mere. Og det advarer jeg imod. Det kan ikke fortsætte på den måde, siger Birthe Rønn Hornbech.

- Det her kan Venstre ikke være bekendt, og hvis vi tror, at vi kan få stemmer på det, så er svaret nej, fortsætter hun og understreger, at Venstres politik på flygtningeområdet skader Danmarks omdømme i udlandet.

- Det er ikke noget at skrive hjem om i øjeblikket, siger hun.

Ubehagelig melding

Venstre politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, bryder sig ikke om, hvad han hører fra sin partifælle.

- Jeg synes, man skal være forsigtig med at sige, at andre skader Danmarks omdømme, mens man selv bruger udtryk som koncentrationslejre. Det synes jeg er meget ubehageligt.

- Jeg lytter til de ting, der kommer fra kritikerne. Jeg hører bare ikke nogen løsningsforslag fra nogen af dem. Overhovedet, fortsætter Jakob Ellemann-Jensen.

Der er ifølge den politiske ordfører ingen nemme løsninger.

- Vi kan ikke bare vælge den nemme løsning at lukke døren helt op. Vi må erkende, at det (antallet af flygtninge, red.) betyder noget i forhold til, hvilke integrationsmuligheder, vi har, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Jens Rohde har tidligere valgt at skifte fra Venstre til De Radikale i protest over regeringens flygtningepolitik. Det tidligere folketingsmedlem Marion Pedersen valgte tidligere i januar også at melde sig ud af Venstre.

Birthe Rønn advarer Lars Løkke om, at den førte flygtningepolitik kan føre til en større medlemsflugt fra Venstre.

Opslået af DR Nyheder på 17. januar 2016

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube