Blå blok enige om billigere færgebilletter og bedre bredbånd

Regeringen har indgået en aftale med de øvrige blå partier om vækst og udvikling i hele Danmark.

Flere ø-borgmestre har længe efterspurgt lavere færgetakster. (Foto: Bent K Rasmussen © Scanpix)

Som flere ø-borgmestre har efterspurgt, sættes priserne på færgebilletter nu ned.

Det står klart, efter at regeringen har landet en vækst-aftale med de øvrige blå partier.

Der afsættes 48 millioner kroner i 2016 og 95 millioner kroner årligt fra 2017 og frem, fremgår det af et aftaleudkast, som DR Nyheder er i besiddelse af.

De afsatte midler er målrettet den turist-mæssige lavsæson i efteråret og foråret.

Ærø-borgmester Jørgen Otto Jørgensen (S) vil langt fra erklære sig tilfreds med aftalen.

- Jeg har lidt blandede følelser. Jeg betragter det, som det første skridt, men målet er stadig væk trafikal ligestilling, som det fulde landevejsprincip ville have været, siger han til DR Nyheder.

Parterne er også enige om at forbedre internettet i de danske yderområder. Det sker i første omgang ved at oprette en forsøgsordning med en statslig bredbåndspulje på i alt 200 millioner kroner.

Der udmøntes i første omgang 80 millioner kroner i 2016 og 40 millioner kroner næste år. Derefter skal forsøgsordningen evalueres, inden de sidste 40 millioner eventuelt udmøntes.

Puljen kan søges af kommuner og lokale sammenslutninger på lige vilkår.

Partierne mødes for sidste gang i eftermiddag og ventes at godkende den endelige aftale.

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) ventes at præsentere regeringens samlede vækstplan sammen med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative senere i eftermiddag.

Regeringen har godt nyt til dem, der bor i yderområderne.

Opslået af DR Nyheder på 9. februar 2016

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube