Blå blok går til angreb på velfærdsydelser i EU

Et beslutningsforslag af DF, LA og K skal tvinge regeringen til at leve op til en aftale indgået før folketingsvalget om "Dansk velfærd i Europa".

Det skal blandt andet være svære for EU-borgere at opnå fuld ret til danske dagpenge. (Foto: Daniel Roland © Scanpix)

Det skal være sværere for østeuropæere og andre EU-borgere at få adgang til danske velfærdsydelser som børnepenge, SU og dagpenge.

Det er formålet med et beslutningsforslag, der i dag førstebehandles i folketingssalen, og som skal tvinge regeringen til at leve op til aftalen ”Dansk velfærd i Europa”, som man indgik før folketingsvalget sammen med Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance.

De tre støttepartier mener nemlig, at det er gået alt for langsomt med at føre aftalen ud i livet, og de vil derfor tvinge regeringen til at leve op til aftalen i indeværende folketingsår.

Aftalen består af seks initiativer: blandt andet skal man indføre optjeningsprincipper på danske velfærdsydelser, sikre dagpengeregler, så EU-borgere ikke kan opnå ret til fuld dagpenge efter få uger, og derudover bakke op om den britiske regering i kampen for en ny ordning for Storbritannien i EU.

Regeringen skal leve op til sine løfter

- Dansk Folkeparti er ved at blive utålmodig med regeringen på EU-området, siger EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth (DF).

- Før folketingsvalget var vi enige om, hvilken retning vi skulle gå i forhold til EU, og der må man sige, at regeringen ikke har bevæget sig i den retning, vi havde forventet. Så vi må have regeringen til at leve op til de løfter, den har givet, siger han.

Storbritannien har rejst problematikken om østeuropæeres adgang til velfærdsydelser og er netop nu i gang med at forhandle en ny aftale med EU på plads, som bliver fremlagt i dag.

Derfor er det ifølge Kenneth Kristensen Berth vigtigt, at regeringen kommer i gang med initiativerne for Danmark netop nu.

- Vi har konkrete udfordringer ved, at østeuropæiske lønmodtagere lukrerer på det danske velfærdssamfund både i forhold til børnefamilieydelse, men også i forhold til dagpenge og SU, siger han.

Ligger fuldstændig på linje med Venstre

Venstres EU-ordfører Morten Løkkegaard tager beslutningsforslaget med ophøjet ro og oplyser, at man stemmer ja til forslaget.

- Det gør vi, fordi det er et forslag, der ligger fuldstændig på linje med det, som aftalepartierne lavede sidste sommer, og det er der ingen grund til at stemme imod, siger han.

Han kan ikke genkende billedet af, at det går for langsomt for regeringen med at føre initiativerne ud i livet.

- Vi er i gang med fire ud af seks punkter, og de sidste to er vi ikke i gang med, fordi det arbejde allerede er lavet. Så på alle punkterne er vi godt dækket ind, siger han.

Han er desuden helt fortrøstningsfuld i forhold til at få initiativerne gennemført i indeværende folketingsår, som beslutningsforslaget fra støttepartierne pålægger.

DF køber ikke forklaringen

Kenneth Kristensen Berth (DF) giver dog ikke meget for Morten Løkkegaards forklaring.

- Jeg køber ikke, at man er langt med fire initiativer, og to allerede er lavet. Det er i hvert fald ikke noget, vi har hørt om i europaudvalget, så jeg vil efterhånden gerne se det på papir i virkeligheden, og det er sådan set det, vores beslutningsforslag har til formål at sikre, siger han.

I sommer var statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og regeringen ude og trække i land omkring aftalen med de blå partier, når det kom til børnepenge. Her lød det, at man fortsat ville administrere det således, at EU-borgere har adgang til danske børnepenge.

Og det er dybt kritisabelt, at regeringen pludselig har ændret politik, efter de er kommet til magten, lyder det fra Kenneth Kristensen Berth (DF).

- Jeg synes ikke, det er acceptabelt, at regeringen skruer ned for blusset efter valget, og jeg er dybt skuffet over, at den har kastet håndklædet i ringen i forhold til børnefamilieydelsen, siger han.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube