Danmarks tilstedeværelse i koalitionen mod Islamisk Stat er påkrævet.
Det slår forsvarsordfører for regeringspartiet Venstre, Peter Juel Jensen, fast, efter at 14 tillidrepræsentanter fra kampflyenes hjemmebase, Fighter Wing Skrydstrup i et åbent brev til alle folketingspartiernes formænd har opfordret til at trække missionen hjem på grund af et for stort arbejdspres for F16-mekanikerne.
- Selvfølgelig skal vekslerne ikke blive så store, at folk bliver syge og går ned med stress, men det er jo en krigssituation, og derfor er det ude i ekstremerne, forklarer han.
Læs også: F16-mekanikere i Irak: Vi kan ikke klare mere
Vil have mere samarbejde
Peter Juel Jensen ser helst, at missionen forlænges, som kun har mandat til oktober.
Læs også: Fællestillidsrepræsentant for flymekanikere: Vi bliver syge, stressede og mangler folk
En løsning på problemet med arbejdspresset kan være et øget samarbejde omkring serviceringen af kampflyene internt mellem koalitionslandene.
- Det er ikke noget, som vi har fået tilsagn om – så vidt jeg ved – men det er en mulighed, som bør og skal undersøges, siger han.
- Vi kan ikke være tjent med at sende piloter op i fly, som ikke er serviceret.
Det er hårdt at være i krig, og det er ikke noget, man kan forudse i alle detaljer.
forsvarsordfører LEIF MIKKELSEN (LA)
LA: Ikke alle klager kan tages alvorligt
Hos Liberal Alliance ser forsvarsordfører Leif Mikkelsen opråbet som "et alvorligt signal", men krigen mod Islamisk Stat er mindst lige så alvorlig, fastslår han.
- Vi har ikke umiddelbart i sinde overhovedet at overveje den tanke, at man skal stoppe missionen. Vi mener faktisk, det er en utrolig vigtig mission, som Danmark deltager i, siger Leif Mikkelsen.
- Vores indgang til det er tværtimod, at missionen skal forlænges. Det er klart, at vi gerne vil have en redegørelse på bordet først, men vi er meget betænkelige ved at stoppe på halvvejen, siger han.
Og selvom mekanikernes opråb skal tages alvorligt, er det ikke desto mindre noget særligt at være en del af en krigsmission, mener Liberal Alliances forsvarsordfører.
- Produceret af Lockheed Martin.
- Et multi-role fly, der både kan kæmpe mod andre fly i luften, præcisionsbombe mål på jorden og udføre rekognoscering.
- Har har siden 1980 været en del af det danske flyvevåben. Flyene er løbende blevet opdateret, og kunne under missionen i Afghanistan i 2003 modtage radarbilleder fra andre enheder, f.eks. skibe.
- Da Danmark sendte F16-fly i direkte kamphandlinger i Operation 'Allied Force' i Kosovo, var det første gang et dansk kampfly var i kamp.
- I 2011 deltog seks F16-fly i missionen i Libyen.
- Syv F16-fly deltager i øjeblikket i kampen mod Islamisk Stat i Irak.
- Hører til på flyvestation Skrydstrup, hvor de døgnet rundt er klar til at gå i luften med kort varsel.
- Bevæbnet med en 20 mm maskinkanon, og udrustes yderligere til den specifikke mission med bomber, raketter og missiler. Vejer fuldt lastet ca. 12 ton. Marchhastigheden er 833 km/t, maxhastigheden er 2.376 km/t.
- Der er i øjeblikket 30 operative F16-fly
Kilde: Flyvevåbnet
- Det er hårdt at være i krig, og det er ikke noget, man kan forudse i alle detaljer. En krig udvikler sig, og man bliver presset til det yderste af, hvad mennesket kan. Det er vi helt med på, er vilkårene, så det er ikke alle klager, der kan tages alvorligt, siger Leif Mikkelsen.
- Men selvfølgelig er det værd at lytte til, hvis arbejdspresset er for stort, siger han.
K: Pinligt
Fra et andet af de borgerlige partier – Konservative – er der ikke meget til overs for ønsket om at trække det danske bidrag til missionen tilbage.
- Det er pinligt, hvis det danske forsvar ikke kan klare at have syv kampfly udsendt til Kuwait til missioner mod terrororganisationen Islamisk Stat (IS), siger forsvarsordfører, Rasmus Jarlov til Ritzau.
Læs også: Fagforening: Arbejdspres får F16-flymekanikere til at søge væk
I regeringens støtteparti Dansk Folkeparti er forsvarsordfører Søren Espersen villig til at trække missionen hjem, hvis arbejdspresset fra missionen mod Islamisk Stat går ud over de nationale opgaver - blandt andet på Grønland, de baltiske lande og Østersøen.
Over for Berlingske lægger Rasmus Jarlov sig på linje med Søren Espersen og forklarer, at missioner udenfor Danmark ikke er forsvarets primære opgave og må indstilles, hvis der ikke er overskud til dem.
Flymekanikerne skriver i deres opråb, at F16-flyene er slidte og slår revner, samt at reparationerne og de langvarige udsendelser er ved at slide flypersonalet op.
I opråbet skriver de 14 tillidsrepræsentanter ellers, at målet ikke er at få flere penge til forsvaret, men simpelthen at give medarbejderne en pause. Alligevel er flere penge vejen frem, mener Rasmus Jarlov.
- Vi ser nu resultaterne af længere tids udsultning af forsvaret. Vi vil derfor både tilføre flere penge og bede forsvarsledelsen komme med forslag til nogle løsninger, også på kortere sigt, siger han.