Borgmestres håb om indslusningsløn afvises af S på Christiansborg

Flere socialdemokratiske borgmestre foreslår lavere løn til flygtninge for på den måde få dem i arbejde.

Socialdemokraternes Leif Lahn Jensen på Christiansborg afviser S-borgmestrenes idé om indslusningsløn. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

En lavere startløn til nytilkomne flygtninge kan ikke komme på tale, fastholder Socialdemokraterne. Heller ikke selv om partiets egne borgmestre i Ishøj og Brøndby på den københavnske vestegn holder fast i idéen om en såkaldt indslusningsløn.

- Jeg er helt enig i, at vi skal have de her flygtninge ind på arbejdsmarkedet. Og det vil vi gerne være med til at bidrage til, alt det vi kan, siger Socialdemokraternes beskæftigelsesordfører, Leif Lahn Jensen, til Ritzau.

- Men vi er ikke enige i det med indslusningslønnen, for vi mener, at den vil føre til løndumping. Og det er ikke os, der skal være med til at fastsætte lønnen. Det er arbejdsmarkedets parter, der skal bestemme lønnen i Danmark, siger han.

Leif Lahn Jensen forsikrer, at Socialdemokraterne på Christiansborg lytter til partifællerne i kommunerne og de forslag, de måtte have for at få flygtninge i job.

- Vi er klar til gode pragmatiske løsninger, men vi mener ikke, at indslusningsløn er den rigtige vej at gå. Indslusningsløn er et no-go for os, siger han.

Til gengæld fremhæver han et forslag, som fagforbundet FOA præsenterede forud for trepartsforhandlingerne, og som ifølge Berlingske også anbefales af Aalborgs socialdemokratiske borgmester, Thomas Kastrup-Larsen.

Forslaget handler om at give en særlig elevløn i op til to år til visse flygtninge og indvandrere, som gennemfører et forløb med sideløbende danskundervisning.

LO formanden Lizette Risgaard har også tidligere afvist idéen om indslusningsløn

ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube