Claus Hjort: Rusland får os ikke til at holde mund

Russisk kritik får ikke forsvarsministeren til at droppe retorik om Rusland som en trussel.

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen trækker på skulderne over Ruslands kritik af regeringens "uvenlige retorik" overfor den østeuropæiske stormagt. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Der er ikke noget at komme efter, når Rusland kritiserer de danske politikere for at have en uvenlig retorik over for dem.

Sådan lyder det fra forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V).

- Det er jo ikke sådan, at de med deres adfærd kan få os til at holde mund og ikke sige, hvordan vi opfatter situationen, og hvordan vi reagerer i situationen.

Ifølge forsvarsministeren er der god grund til at de danske politikere sætter fokus på, at der er en trussel fra Rusland:

- Det billede jeg ser, og det som Nato-landene, Norge, Sverige og Finland ser, det er et meget aggressivt Rusland, som provokerer. Og vi har jo ærlig talt Krim og det østlige Ukraine at pege på. Skal vi ikke reagerer på det? Skal vi så sidde og lade som ingenting? Det synes jeg ikke, siger Claus Hjort Frederiksen.

Fokus på truslen fra Rusland i forsvarsudspil

Da Claus Hjort Frederiksen i går præsenterede regeringens udspil til et nyt forsvarsforlig, var det blandt andet også truslen fra Rusland, han lagde vægt på:

- Rusland er i stigende grad aggressive i deres adfærd. Russerne gennemfører løbende uvarslede alarmeringsøvelser tæt på grænsen til Nato, og det er i strid med de våbenkontrolregler, der er vedtaget, hvor man skal indbyde observatører.

Det er udmeldinger som den, der har fået Rusland til at reagere.

- Vi er nødt til at sige, at vi igen hører ukonstruktiv og uvenlig retorik fra Danmarks embedsmænd omkring en påstået russisk trussel, siger Maria Sakharova, der er talsmand for det russiske udenrigsministerium, ifølge Ritzau.

'Det er russisk klynk'

Meldingen fra Rusland vidner om, at de opfatter situationen meget anderledes, end vi gør i Danmark, lyder det fra De Radikales forsvarsordfører, Martin Lidegaard.

- Jeg synes, at vi skal stå ved, at vi opfatter Ruslands adfærd som uacceptabel, og at vi kommer til at svare på deres nye aggressioner.

De Konservatives forsvarsordfører, Rasmus Jarlov, mener heller ikke, at Rusland har noget at komme efter:

- Jeg vil gerne love, at vi dropper vores uvenlige retorik over for Rusland, hvis de dropper deres uvenlige militære invasioner af østeuropæiske lande. Det handler jo om, at Rusland har opført sig ekstremt aggressivt, og har invaderet flere østeuropæiske lande i løbet af de seneste ti år. Det tager vi selvfølgelig afstand fra, og det er noget klynk, at man piber over det fra russisk side.

DF forstår godt russerne

Hos Dansk Folkeparti forstår partiets forsvarsordfører, Marie Krarup, dog godt russernes udmelding:

- Det er vel en helt forventelig reaktion. Det må også være fornærmende for dem, at de hele tiden bliver brugt som skræmmebillede.

I hendes øjne er der ingen grund til at tegne et fjendebillede af Rusland.

- Tænk, hvis de stod i Moskva og sagde, at Danmark var et skræmmende land, som havde destabiliserende handlinger i gang . Det ville vi da også blive fornærmede over. Det er klart, at russerne føler, at de bliver bagtalt, siger Marie Kraup.