Danmarks vand kan måske ende i private hænder

Folketingets Miljøudvalg skal i dag diskutere privatisering af de danske vandværker. Håbløs idé, siger værkerne selv.

Konsulentfirma vil lukke op for privatisering af vandværkerne, men værkernes forening afviser ideen blankt. (© Colourbox)

En rapport lavet af konsulentfirmaet Deloitte anbefaler Folketinget at overveje privatisering af de danske vandværker.

- Deloitte finder ikke grundlag for at konkludere, at det vil være en fordel at forhindre private kommercielle aktører i at investere i danske vandselskaber, skriver de i rapporten.

Det forslag skal Folketingets Miljøudvalg i dag, torsdag, diskutere på et møde.

Kun dårlige ting ved privatisering

Med til det møde er DANVA, Dansk Vand- og Spildevandsforening, der repræsenterer omkring 120 vandværker.

- Mit budskab til udvalget er, at vi absolut ikke ser nogen gode ting ved at privatisere vandforsyningen, siger DANVAs direktør Carl-Emil Larsen.

Han er bekymret for, at en privatisering vil betyde, at der bliver for meget fokus på at tjene penge på vandet.

- I Danmark har vi tradition for at håndtere vandforsyning og spildevand på en måde, hvor man tager hensyn til miljøet og forsyningens sikkerhed. Ikke profitoptimering, som vil være det primære i en investors øjne, siger Carl-Emil Larsen.

Kan komme på udenlandske hænder

Carl-Emil Larsen fortæller desuden, at privatisering af vandselskaber i andre lande ikke har ført til lavere vandpriser for forbrugerne. Tværtimod er der flere eksempler på, at vandet er blevet dyrere.

- I Berlin har de prøvet at lave samarbejde med et privat energiselskab, men byen har lige købt det hele tilbage, fordi priserne var blevet for høje, fortæller han.

Bliver vandværkerne privatiseret kan de ryge på udenlandske hænder, ligesom det i den seneste tid er sket for DONG og Nets.

- Der er simpelthen ikke nogen danske selskaber, som har kapacitet til at købe dem.

Tab af danske arbejdspladser

Ryger vandværkerne på udenlandske hænder vil det formentlig også betyde et tab af danske arbejdspladser, vurderer Carl-Emil Larsen.

- Danske firmaer som eksempelvis Grundfos har brugt værkerne til at afprøve deres produkter og skabe en mulighed for eksport. Det vil vi miste ved et salg, vurderer Carl-Emil Larsen.

Mødet i Miljøudvalget, hvor DANVA er inviteret med og hvor udvalgets medlemmer præsenteres for rapporten, forløber torsdag fra 11.30 til 12.30.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube